ANBEFALING. Tit kan jeg mærke den her uforklarlige følelse, en slags pludselig længsel.
Det kan føles som et nyrehug. Sidde i 5C en tirsdag eftermiddag og med ét have brug for at spørge nogen, hvad meningen med det hele er.
Jeg husker, at det var en af de dage, at min daværende kæreste sendte mig et link.
Det link, sendte jeg forleden til min ven. Hun har siden sendt det til sin ven. Han sender det sikkert også snart til én, der også har brug for at vide, hvad meningen er med det hele. Nogle har en schweizerkniv i lommen til at klare det uventede. Jeg har det her link.
Det link, jeg taler om, er The Red Hand Files. Nick Caves online brevkasse. Enten er man fuldstændig klar over, at den findes, eller også kommer det som et chok. At den tidligere vilde punker, et sted på nettet, er den her poetiske orakelfigur.
Brevkassen begyndte i 2018, og ideen var simpel. Fans stillede Cave spørgsmål, der længe omhandlede hans musik. Måske nogle få nysgerrige også spurgte ind til hans forhold til PJ Harvey, og hvor mange stoffer han egentlig har taget.
Men i dag er det vokset til noget, der er langt større end Nick Cave. The Red Hand Files er en omgang vidunderlig gruppeterapi, et fællesskab, hvor folk søger svar på det uforklarlige.
En nybagt far der ikke forstår, hvorfor han er så ensom.
Hvorfor Cave er sikker på, at Gud er en mand?
Eller en fortvivlet far, der gerne vil have vejledning til bedre at forstå sin datter, der er ved at transitionere.
Og det fantastiske er den tillid, folk tydeligvis har til ham. Og hans insisteren på at ville besvare dem.
Nick Caves svar er dybe, ofte vittige og altid oprigtige. Tit relaterer han sine pointer til andre poeter, forskere eller musikere, og altid sig selv. Det er ikke ualmindeligt, at der lige glider et lille Leonard Cohen-citat ind i ny og næ. Han er ikke bange for at gøre sig selv til et kor, og det forstærker hele følelsen af at være fælles om det.
Svarene er lange, det er nydelsesfuldt at se nogle i dag, der gør sig så umage. Der er nemlig noget ømt ved fordybelsen. Han vil gerne forstå!
Og så er Gud faktisk også altid lidt med i det hele. Og det er jo en balanceakt i disse tider. Troen er i tørke. Men han tvinger mig til at forholde mig til mit forkvaklede forhold til håb. Og jeg er fascineret af den alvoren i religion. Mange af hans refleksioner hviler nemlig på den velkendte kristne praksis om det gode og det onde. At de er gensidigt afhængige.
Jeg husker, at jeg gik til Cave, da jeg ironisk nok var i hjertesorg over kæresten, der havde introduceret mig til brevkassen. Jeg søgte på ’heartbreak’ og ’loss’. Ligesom at slå op i Bibelen og finde en lignelse, der matcher din fortvivlelse og kan få dig tilbage på sporet.
Jeg valgte ’What is the point in life?’, indsendt af Beau fra Essex.
Mine øjne scannede den lange tekst for ordet ’point’, jeg var så sulten efter at få det uforklarlige forklaret. Og så fandt jeg det.
»Gennem venlighed nærmer vi os, chokerende og mirakuløst, mening. Vi opdager, i den mindste gestus af godhed lagt for fødderne af vores gensidige og monumentale tab, ‘pointen’«, skriver Cave.
Ak.
Han husker mig på, at tab er lidt ligesom at få trukket en sund hjørnetand ud. Det giver ingen mening. Men fordi vi er flere om oplevelsen, er du i det mindste ikke alene med den.
Det er det fine ved The Red Hand Files. Ikke kun er det et meget overskueligt interface, der mimer de gamle Pinterest-dage. Store bokse der løber i striber efter hinanden med kunstværker, der passer til de forskellige spørgsmål.
Men det jo det her kæmpestore menneskearkiv. Hver red hand file er et brev, et menneske, et eller andet sted i verden, og dets forundring.
Jeg tror, at det er derfor, jeg er begyndt at se det lidt som et kirkebesøg, når jeg går derind. Altså uden skriftestolen og syndsforladelse. Man opnår en slags frelse, når man læser de her udvekslinger af breve.
Man kan pludseligt genkende sig selv i alle de her mennesker.
Jeg tror ikke, at Nick Cave er typen, der får bekymringsrynker. Og han bliver sikkert også over hundrede år. Der er noget usårligt ved nogen, der har mistet så meget og stadig kan insistere så meget på det gode. En usammenlignelig uophørlig empati.
På Reddit er der nogen, der mener, at han har et messias-kompleks. Den køber jeg ikke helt. Som han selv synger, »people they ain’t no good«, og det er ligesom herfra, vi står. Fejlagtige og med et uforudsigeligt liv. Også Cave selv.
Der er for nylig føjet en sektion til hjemmesiden med titlen ’Joy’. Jeg tror simpelthen, at han har fremhævet denne kategori som en slags akutknap eller livline.
Her kan alle Nick Caves læsere og lyttere indsende deres definition på ’glæde’. Bare hvis nu man skulle glemme det. Eller glemme, at hvis man har tabt den, er der andre der kan minde dig om, at den er der.