Hvis Instagram og Facebook var bygninger, kunne noget tyde på, at mange beboere er på udkig efter en nødudgang.
De seneste dage har flere og flere brugere nemlig delt stories og opslag, hvor de annoncerer et kommende exit fra platforme hos Meta, der ejer Instagram, Facebook, Threads og WhatsApp.
Det sker efter, at grundlægger og CEO Mark Zuckerberg i begyndelsen af januar varslede markante ændringer af retningslinjerne på Metas sociale medier, der kort sagt gør det lettere for brugerne at gebærde sig ucensureret. Det har skabt en global modbevægelse, hvor flere boykotter og søger tilflugt på andre sociale medier.
Omlægningen betyder helt konkret afslutningen på professionelle faktatjek. Derudover har virksomheden opdateret sin politik for hadefuld adfærd, der gør det lovligt at kalde transpersoner og homoseksuelle for psykisk syge, ligesom det bliver tilladt at sammenligne mennesker med skidt, affald og sygdom.
Men nu er der altså ved at ske en slags bruger exodus. Flere søger blandt ly hos det sociale medie Pixelfed, der på mange måder ligner en ti år gammel version af Instagram.
Forskellen er, at Pixelfed opererer med en såkaldt decentraliseret arkitektur. Det vil sige, at brugerdata ikke bliver gemt på en central server, men hver Pixelfed-profil i stedet er sin egen uafhængige enhed. Derfor er algoritmen også kun betinget af brugerens egen aktivitet. Og så er appen desuden reklamefri.
Herhjemme er flere kulturpersonligheder også begyndt at få digital flyttefeber og deler afskedsbrevslignende opslag, inden de (måske) slår op med Meta.
Men hvorfor egentlig? Og hvor vil de gerne hen i stedet? Det forklarer tre af dem her.
Zoumer: »Jeg har faktisk tænkt mig at forlade hele Meta-suppen«
Musiker Yasmina Derradj har under aliasset Zoumer blandt andet gjort sig bemærket på flere festivaler og som stifter af kollektivet Final Planet.
Hvorfor forlader du Meta?
»Jeg opdagede Pixelfed sidste uge. Og så tænkte jeg bare: Now is the time.
Det betyder meget for mig, at kunne connecte med mine venner og nå ud til de folk, der kan lide min musik og vil komme til mine shows.
Men det behøver ikke være på en platform, som er bygget op på nederen og diskriminerende værdier. Det kan være på en app, hvor det også er rart at være.
Og jeg har faktisk tænkt mig at forlade hele Meta-suppen, men jeg er stadig på Messenger lige nu for at få skrevet ud til venner, at jeg smutter. Så vil jeg prøve Pixelfed som et alternativ til Instagram. Den lader jeg også være med at bruge fra nu af.
Facebook er jeg faktisk ikke rigtig på, men jeg har været nødt til at lave en Zoumer-account i sin tid. Det er det eneste sted, min mors venner kan følge med. Det skal jeg også lige have fundet en løsning på.
Desuden tror jeg faktisk på, at et nyt medie kan give os en anden eller ny måde at fremstille os selv på. Måske en måde, som er sjovere og mere fri«.
Har du tænkt på, om de nye platforme bliver ekkokamre?
»Jeg vil gerne give ting en chance. Og det er sådan med alle bølger og bevægelser, at det tager tid at blive til noget. Det er aldrig alle, der hopper på med det samme.
Min teori er, at alle sociale medie-platforme altid vil være med til at skabe en eller anden form for socialt pres, men nogen mere end andre. Særligt på grund af den polerede måde vi er blevet formet til at være på nu.
Jeg vil gerne tro på, at vi stadig kan skabe nye ting sammen. Kom nu, vær lidt punk! Hvis der ikke er nogen, der gør det, så må jeg gøre det. Måske det kan inspirere andre til ikke at tænke så meget over det.
Det er helt ærligt også, fordi jeg mener, at we deserve nice things«.
Sidsel Ana Welden Gajardo: »Personligt har jeg bare lyst til at være med i det her momentum«
Forfatter og billedkunster. Står blandt andet bag den prisvindende roman ‘Du er min arv’.
Hvorfor forlader du Meta?
»Jeg har ikke forladt det endnu. Det er komplekst, og jeg kan ikke bare smutte uden eftertanke.
Jeg lagde mærke til, at der begyndte at være stemning for at oprette noget andet end Instagram, som så er Pixelfed. Ligesom at der var tale om Global Switch Day 1. februar, som er en fælles bevægelse, hvor alle folk skifter over til Pixelfed sammen.
Instagram er både blevet alle menneskers personlige liv, tøjbutikker, politiske dagsordner og nyheder. Alt er centreret derinde. Jeg bliver også ved med at få videoer om, at jeg skal tabe mig og sulte mig selv og tilbud på plastikoperationer. Og selv efter manuelt at være inde og censurere ord som rhinoplasty, BBL (Brazilian Butt Lift, red.) og botox kommer det alligevel op i min feed. Det er en fuldstændig skrald algoritme. Jeg tror, at tingene skal pilles lidt fra hinanden igen.
Den måde, algoritmen fungerer på hos Pixelfed, har derfor også et potentiale til, at de vigtige politiske dagsordner, som skal gå imod den mere højreorienterede tilgang, Meta jo har gang i, kan få et endnu større reach. Særligt, fordi den fodrer ind i den dagsorden, jeg selv finder vigtig – og det glæder jeg mig til at undersøge.
Jeg oprettede en Instagram ret sent i mit liv, først da jeg var 27. Og alligevel, har jeg ikke helt følt, at jeg kunne slette den igen. Instagram blev hurtigt mit cv og noget, jeg har skullet kuratere.
Så det har faktisk også været befriende at komme over på Pixelfed. Og have det lidt mere cute og unhinged igen. Jeg er igang med en proces med outsource Meta som min primære kommunikationsplatform. Jeg er for eksempel i gang med at rykke alle chats og så videre over på Signal (en krypteret chattjeneste, red.), få lukket ned for det på Instagram, Messenger og WhatsApp. Særligt gruppechats, hvor der for eksempel bliver diskuteret vigtige politiske ting.
Har du tænkt på, om de nye platforme bliver ekkokamre?
»Det er et privilegium at kunne logge af og fjerne sig. Men jeg ser samtidig, at det her uanset hvad er et momentum til at reflektere over, hvordan vi er online.
Jeg lavede også nogle stories omkring det her potentielle skift for at prøve at starte en dialog. Fordi jeg måske føler, det også er hovedløst bare på nul komma fem at hoppe med på en eller anden trend og handle i ren affekt.
Som en person, der for eksempel har fulgt folkemordet og bevisførelsen for det i Gaza på Instagram, fik jeg den her følelse af, at der er nogle helt vildt udsatte mennesker, som vi potentielt lader i stikken, hvis vi bare er en rigtig stor gruppe, som forsvinder. Men jeg synes, det er ærgerligt at afskrive andre medier, fordi massen er på Instagram.
Så det kan godt være, at det starter med at være et ekkokammer, og det er problematisk. Men helt personligt har jeg bare lyst til at være med i det her momentum.
For hvad er det, vi opretholder, hvis ikke vi forsøger at gøre noget andet?«.
Sol Wendel: »Jeg tror, at vi alle sammen prøver at navigere i, hvordan vi gentænker vores online-liv lige nu«
Journalist og dokumentarist. Står blandt andet bag filmen ‘Trans Hero’.
Hvorfor forlader du Meta?
»Der er ingen, der rigtig ved, hvad konsekvenserne kommer til at være ved, at Meta omlægger sine retningslinjer. Men jeg har et behov for at tage stilling til, hvad det betyder for måden vi organiserer os på i fællesskaber. Hvem ved, hvor lang tid der kommer til at være plads til forskellige holdninger?
Jeg har ikke tænkt mig at forlade Meta fuldkommen, så længe vi ikke har en bedre infrastruktur for at dele information via andre sociale medier. Men jeg vil gerne bevæge mig væk fra deres platforme med tiden.
Jeg tror, jeg er i gang med en slags communitysikring. 24. januar lagde jeg et post op for at italesætte den adfærd, vi har online, og reflektere over, hvordan vi kan skabe steder, hvor det stadig er os, der bestemmer.
I lang tid har Instagram virkelig været stedet, hvor jeg har mødtes med mine venner. Nu vil jeg i stedet begynde at se på mediet som et visitkort og udnytte Meta til min fordel. Og så rykke mit sociale liv nogle andre steder hen.
Jeg syntes også, det er ret sygt, hvor trapped og indoktrinerede folk lige nu føler sig. Som om vi mister og taber hinanden, hvis ikke vi er på Instagram.
Det tror jeg bare ikke på«.
Har du tænkt på om de nye platforme bliver ekkokamre?
»Som en person, der også bruger Instagram til at dele information og formidle budskaber, er det jo også super naivt at tænke, at jeg bare kan rykke hen på en anden platform og have det samme publikum.
Jeg tror derfor, at jeg gentænker den måde, som jeg eksempelvis er på Instagram, og overvejer, hvordan vi kan udnytte, at Instagram stadig er et sted, hvor masserne befinder sig. Et sted, hvor man kan lave call to action og informere omkring demonstrationer, aktivisme og dele de nyheder og perspektiver, der ikke kommer ud i medierne.
Jeg er meget stor tilhænger af at mødes i virkeligheden, gå i svømmehallen, på biblioteket og alt muligt. Men internettet kan også noget andet. Det er også en forlængelse af vores sociale liv, og det kan bruges som et rum, hvor man måske kan møde nogle ligesindede.
Det, som jeg har opdaget ved Pixelfed, er, hvor wholesome og rart internettet også kan være.
Jeg tror, at vi alle sammen prøver at navigere i, hvordan vi gentænker vores online-liv lige nu. Det, jeg prøver, er nok at tage magten tilbage. Eller i hvert fald insistere på fællesskaberne, så vi kan bevare dem«.