Thomas Korsgaards nye bog er fyldt med røde flag. Alligevel er ‘Hastetilfælde’ værd at læse
ESSAYS. Forsiden på ‘Hastetilfælde’ er det første red flag. Knaldrød advarselsfarve. Forfatteren Thomas Korsgaards karakteristiske brillestel nedstirrer læseren. Det er ikke ligefrem indbydende. Snarere lidt selvsmagende.
Men okay, som anmelder ved jeg selvfølgelig bedre end at bedømme bogen på forsiden. Så jeg åbner den. Og bliver chokeret før, jeg overhovedet har læst et ord.
Den er simpelthen sat med skriftstørrelse jeg-skal-aflevere-to-siders-tysk-i-aften-og-linjeafstand-1,5-er-ikke-nok.
Det lover ikke ligefrem et overflødighedshorn af kvalitet.
Bekymringen begynder heldigvis at glide væk, da jeg læser det første essay ’Sådan blev jeg læser’. Teksten falder fuldstændig ind i rillen fra Thomas Korsgaards romandebut ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’ fra 2018. Det eneste, der er forandret, er at den stakkels dreng, der vokser op i social og økonomisk fattigdom på en gård udenfor Skive, ikke hedder Tue, men Thomas.
Sproget er forfatterens vanlige effektive prosa, der glider fuldstændig modstandsløst. Han leverer lige præcis det, vi ved han er formidabel til:
Litteratur om at være i underskud skrevet med overskud.
Men er det overhovedet et essay? For det ligner godt nok meget en novelle. Hej igen, røde flag.
Der er ikke nogen tydelige mentale mellemregninger eller kommentarer til teksten. Det er selvfølgelig personligt, men det er klart mest renskuret prosa i de første par “essays”.
Er det simpelthen gået galt med genrebegrebet her? Er ’Hastetilfælde’ i virkeligheden en uægte søn af den ellers afsluttede Tue-trilogi?
Meget mere end et cash-in
Essays er en af de vidunderligt udefinerbare genrer, der ofte bare betyder opsamlingsheat. Forlaget samler tekster ind fra øst og vest, som forfatteren har fået trykt i alt fra udstillingskataloger til Morsø Folkeblad.
Så får læserne et skud spredehaglspotpourri, mens de venter på den næste rigtige bog. Forlaget får en bog ud af den forfatter, de ellers skal vente så tålmodigt på, kan få taget sig sammen til at tjene dem nogle flere penge… Jeg mener: Skrevet noget læseværdig litteratur.
De røde flag fik mig umiddelbart til at frygte at ’Hastetilfælde’ er sådan en omgang. En ‘Absolute Music Volume 1: Korsgaard Edition’.
Det viser sig dog hurtigt ikke at være tilfældet. Kun meget få af teksterne har været bragt tidligere. De er simpelthen skrevet til anledningen og har et meget klart tema:
Læsningen og litteraturens potentiale til at skabe forandring.
Temaet er måske meget forfatteragtigt og lidt højstemt, men det passer faktisk godt til lige netop Thomas Korsgaard.
Det bliver tydeligt i essayet ’En gave’, der handler om, hvordan den unge forfatter læser begyndelsen på sit franske spejlbillede Édouard Louis’ romandebut ’Færdig med Eddy Bellegueule’.
Édouard Louis’ bog handler om en ung fransk queerperson, der vokser op i social og økonomisk armod, men lægger afstand til sit ophav ved at lære sig nye manerer, et nyt sprog fra en anden klasse og flytte langt pokker i vold til Paris.
Thomas Korsgaard brugte samme forvandlingens metode. Nye manerer, nyt »professorsprog« og fra Skive til noget så København som forlaget Lindhardt og Ringhof.
»Med få sætninger havde denne bog fået mig til at indse, at jeg ikke kunne leve videre på samme måde«, skriver han i sit essay.
Den personlige – næsten autofiktive – stil taler til Thomas Korsgaards fordel, fordi han demonstrerer, hvordan litteraturen rev hans hidtidige liv omkuld.
Det gør essaysamlingens svulstigheder tolerable. Som når Thomas Korsgaard skriver, at hans arbejde stadig føles, som da han skrev sin debutroman:
»Uopsætteligt, nødvendigt, vigtigt. Akut. Som et hastetilfælde«.
Så forstår man, hvor branden kommer fra. Og det ulideligt salvelsesfulde bliver neddæmpet og acceptabelt
Forfatter-BFF-i-egen-juice
Oplevelsen af, hvordan det er at læse ’Hastetilfælde’, handler nok i høj grad om hvor meget Thomas Korsgaard, du kan snuppe. Det er meget personlige essays. Grænsende til selvbiografiske.
Særligt de sidste essays, der er omskrivninger af en takketale og tekster om forfattermøder, kan være mere ananas-i-egen-juice, end de fleste kan få ned. Man skal nok være lidt fan for rigtigt at nyde, hvor dejligt for Thomas Korsgaard det er, at hans BFF er forfatter Ida Jessen.
Når det så er sagt, så skriver han som vanligt, så man overhovedet ikke opdager, at man læser. Der er ingen modstand. Tanken og skriften er altid klar, og det er uhyre enkelt at læse med. Man flyver gennem bogen og rammer den sidste side langt før man havde regnet med. Delvist også, fordi skriftstørrelsen tillader, at man ville kunne læse den med fremskreden grå stær.
Thomas Korsgaard har ikke noget afgørende nyt at sige om læsning og bøgernes magi, men han bærer vidnesbyrd om litteraturens kraft. Det er modigt og sårbart at give sproget, ordene og bogstaverne så meget magt i sit eget liv og det virker kraftfuldt.
De sidste røde flag bliver desuden vasket grønne efter at have læst den afsluttende tekst i samlingen. Den sætter i hvert fald det punktum på det hele med et formidabelt selvironisk grin.
Kort sagt:
’Hastetilfælde’ er lidt genreforvirrede, men vellykkede personlige essays om litteraturens kraft, som man skal være mindst en smule Thomas Korsgaard-fan for at blive helt vild med.