Pernille Abd-El Dayems ’Softice’ er en vidunderlig roman – pirrende, øm og quirky
ROMAN. En brudesærk kan give styrke. Sat sammen med et silketørklæde, som hun binder om livet, og et par netstrømpebukser, gør beklædningsgenstanden noget ved den unge kvinde Cecil, den første af de tre hovedkarakterer vi møder i Pernille Abd-El Dayems helt igennem vidunderlige roman ‘Softice’.
Med den transformeres hun: »Særken var en del af hende, og det var frisættende at være en sammensat form«.
Som historieinteresseret, falder jeg selvfølgelig pladask for, at en karakter ifører sig en beklædningsgenstand, der er håndvævet, af hør og med snart 200 år på bagen. Men brudesærken er mere end en charmerende detalje, den er også emblematisk for Pernille Abd-El Dayems fantastiske skrift, der er sanselig, quirky og med noget vævet over sig.
Brudesærken har Cecil hapset på Frilandsmuseet, en dag hun var derude med sine nye venner, som har rige forældre. Selv har hun en far, hun ikke ser, han hedder Eric. Engang var Cecil tæt med sin kusine, der hedder Jill. Nu har Jill distanceret sig fra hende.
Cecil og Eric og Jill følger vi på skift i adskilte kapitler. De tre hovedkarakterer er nemlig ikke længere en del af hinandens liv, og så alligevel, for ‘Softice’ er en roman om de aftryk, vi sætter i hinanden. Ikke kun gennem vores biografier, men lige så vel i små ting, som i replikker, signaler og dufte.
Pernille Abd-El Dayem skriver elegant denne sammenfiltrethed frem, og det er et spind, som spænder sig ud over forfatterskabet: Har man læst hendes anmelderroste novellesamling ‘Omsorgsdage’ fra 2022, vil flere karakterer i ‘Softice’ vække genkendelse.
I novellesamlingen optrådte Cecil og også Eric. Tredjepersonsfortalt hører vi mere om dem i romanen, som på alle måder er en værdig selvstændig fortsættelse. Den emmer af det, jeg før har beundret Pernille Abd-El Dayem for, nemlig med stor omhu og ømhed at skrive frem, hvordan vi er mennesker sammen.
Ømme scenarier
‘Softice’ er en meget menneskelig bog på den måde, at den er fyldt med ømme scenarier. Den skildrer, når der bliver dårlig stemning mellem passageren og chaufføren i en taxa, når man står i udkanten af en kreds af venner og forsøger at falde i snak med dem, og når man ved, man har brug for nogen, der tror på én, men ikke ved, hvor man skal finde dem henne.
Karaktererne er klogt skrevet frem, de er enestående, men en del af noget. For i ‘Softice’ er følelser og fornemmelser noget, der går på omgang mellem mennesker.
Cecil er et lidt retningsløst sted i sit liv. Hun kan have det svært med mad, arbejder i en børneinstitution og lader sig føre med af nye bekendtskaber. På en tur i Zoo, har en chimpanse født en dødfødt unge: »Alle, der bevægede sig gennem rummet og kiggede på aberne, bar noget af deres sorg med sig, også de uvidende, i påvirket tilstand bar de sorgen«.
Eric er også far til Aya, som blev fjernet af myndighederne. Han bliver indlagt på hospitalet med en sygdom og mindes, da han og Ayas mor, Michelle, var der for at føde: »Eric kunne mærke, at en rest glæde over de croissanter, han og Michelle skulle have spist efter fødslen, stadig fandtes. Måske boede glæden bare på fødegangen nu og tilhørte andre«.
Jills historie er en førstepersonsfortælling. Jill, der har to børn og ikke noget arbejde, bliver pludseligt indkaldt til en samtale om et chefjob i e-boks. Desuden har hun underlivsprolaps, og med den bliver hun en del af et fællesskab af kroppe, der er mærket af fødslerne, de har gået igennem, som også sætter sig i fortælleforholdet, hvor hendes »jeg« i en bevægende passage bliver til et »vi«.
Som var de smeltet softice bevæger følelser sig rundt og bliver fælles. Eller vilkårligt omfordelt. For hvornår begynder noget, og hvilken fortælling er man egentlig i gang med? At man som læser sidder med den slags spørgsmål, gør bogen til så pirrende læsning. Den faktisk smitter med sin dybe ømhed for karaktererne og den besnærende præcision, som deres følelser, erfaringer og motivationer bliver beskrevet med.
Gammel mælk i køleskabet
Det er ikke kun familiebånd, der binder karakterernes historier sammen, men også at de alle møder autoriteter og mennesker, der har magt over dem.
Læser man bagsideteksten, hvor den første sætning er »Det er efterår, og Cecil er lige blevet en del af noget«, kunne man tænke, at romanen ville drive, og ligesom isen smelte ud af sin form. Men der er masser af drama i romanen og dens grundlæggende spænding, at rykke noget i andre og at være i andres vold. Læger, der taler. Folk fra kommunen. Nogen, som ikke svarer.
Pernille Abd-El Dayem skriver præcist, underfundigt og tørt. Altså, hun skriver »dunbørn« og »vrøvl-lunser« og »tryllevæske«! Hun bruger ord som: em, tjat, ægge, gevandter, og ja, brudesærk, og quirker det så op med parenteser og skråstrege hist og pist. Det er frydefuldt, det er bevægende og det er engagerende, når det twister udtrådt tale.
Man går nemlig ikke bare i hundene, som vi plejer at sige, uden at de hunde morphes og bliver beskrevet som »mekanisk bjæffende, rengørende, arbejdende«. Billedet af de »sommerfugleletteste tømmermænd«, som Cecil får, bliver i en i parentes bemærket indre tankerække kommenteret og vurderet: »(let og luftigt som sommerfugle, det var et noget glat billede, men hvem mon havde fundet på det eller hvornår?)«.
Cecil og de andre er fanget i den skønneste, sproglige suppedas og underlagt en formskiftende fortæller, der indimellem peger på sig selv, på situationen: At blive fortalt.
‘Softice’ er en bog af de helt særlige. De ømme scenarier, som bogen er fuld af, bliver hængende i én, som krummer på en striktrøje, en krøllet kvittering i en frakkelomme eller en gammel mælk i køleskabet. Det er en bog, som vil vende tilbage til én.
Kort sagt:
En i sin medmenneskelighed omhyggelig, fortælleteknisk vild, lollet quirky og dybt poetisk roman om de aftryk, vi mennesker sætter i hinanden.