Alle 00’er-børn vil blive sendt på nostalgitrip af ‘Motherlode’
DIGTE. Der bliver råbt og skreget til de helt store udråbstegn i den nye digtsamling ‘Motherlode’ af debutant Christine Kjærulv. Bogstaveligt talt faktisk.
Når moren i bogen skælder ud, er det for eksempel beskrevet sådan her »!!!!!!«, og vi forstår, at det egentlige omsorgssvigt ikke ligger i det, hun råber, men i børnenes — jegets og lillebrorens — konstante frygt for og længsel efter »!!!!«.
»for at udløse / !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! / skal man være synlig / have et humør / ikke være begejstret nok / have influenza / pisbukser«, lyder det.
Christine Kærulv (f. 1996) er uddannet fra den norske forfatterskole i Bø og er opvokset på en stor svinefarm. I digtsamlingen bor jeget med sin vrede mor, far og lillebror på en gård med heste. Hun ser Cartoon Network, Nickelodeon, spiller ‘The Sims 2’, tisser i bukserne og passer på sin lillebror.
Og midt i alt det forsøger hun konstant både at undslippe og udløse morens vrede, som også er den eneste voksenkontakt, hun ved, hvordan man får.
På den måde gælder det på den ene side om at tørre det tisvåde tøj i hestenes trug, så mor ikke ser det, men på den anden side om selv at blive afsløret.
Borgmester i Veronaville
Selvom Christina Kærulvs debutdigtsamling er en hård omgang, vil alle millennials også frydes, hvis de kaster sig over den.
Der bliver nemlig nonstop namedroppet både items, ikoniske begreber og popkulturelle referencer fra vores (medregner mig selv her) barndom. Der er krydderboller på risteren, Matador Mix i en kæmpe plastikbøtte og Capri-Sonne med sugerør. I fjernsynet ser børnene ‘Frygtløs den frygtsomme hund’ og ‘De fantastiske fehoveder’.
Som poetisk flagskib sætter digteren det ikoniske computerspil ‘The Sims 2’ fra 2004 i søen, som både spejler og udfordrer hele bondegårdsuniverset.
Spillet giver mulighed for at skabe sit eget drømmeliv og fungerer derfor som en genial metafor i digtene. Jeget kan ikke kontrollere den usikre verden og familie omkring sig, men hun kan da i det mindste kontrollere den familie af simmere, hun selv har skabt:
»jeg er herskeren og elskeren / borgmester i Veronaville«.
Og det bliver endnu sjovere i Veronaville – for de uindviede er det en af de originale byer i spillet –, da jeget får nys om snydekoden »motherlode« (hvem husker ikke?) og høster 350.000 simoleoner, så simmerne endelig får det vildmarksbad, de har fortjent.
Men selvfølgelig kan hun heller ikke dy sig for at lege døden, der jo næsten er for fristende for en usikker teenager fuld af følelser. Hun fjerner stigen fra poolen, så hendes simmer drukner:
»han stod der for lidt siden / på kanten af bassinet / pegede mod vandet med stive hænder / noget a la idiot idiot så hjælp dog / på simlish / jeg forstår / det er mig der har magten«.
Netop dette digt blev allerede for nogle år siden publiceret i tidsskriftet LASSO under titlen ‘REMOVE LADDER’, så man kan lege med tanken om, at netop denne klassiske voldshandling (vi har alle været der) var startskuddet til Sims-metaforikken.
Jeget kan både give de små figurer under de lysende diamanter den omsorg, hun selv mangler, men hun kan også lade stå til, lade maden blive grøn, og diamanten blive rød af mistrivsel. Hun kan bygge og være tryg, men hun kan også holde pause fra at være en god pige.
En grøn og en gul tale
Som læser efterlades man med nostalgi og noia. Der er så meget velkendt barndom i ‘Motherlode’, at det hele ville være godt og trygt, hvis ikke netop barnets fintfølende afhængighed af forældrenes luner var så nærværende og scary.
Den store (indre) kampscene kommer helt til sidst — man må da gerne spoile en digtsamling, må man ikke? — da jeget leger med tanken om at rejse sig op til sin konfirmation og give familien en velfortjent røffel i bedste ‘Festen’-stil, hvis altså Ulrich Thomsens karakter havde været en 14-årig hestepige. Men jeget i ‘Motherlode’ vælger ikke sandhedstalen, hun siger i stedet:
»tak fordi i kom / buffeten er åben«
Således løber længslen efter at passe ind som så ofte før af med sejren. Men undervejs har siderne sitret af stille oprør, og heldigvis er der ingen, der er 14 år for evigt.
Kort sagt:
‘Motherlode’ er et vidunderligt tilbageblik på nullernes internetkultur med ‘The Sims 2’ som genial metafor for drømmen om at være borgmester i eget liv, der står tilbage som en heartbreaking fortælling om børns tilpasningsevne.