‘Brian og Stefan for evigt’ er lige så dirrende, pirrende og pulserende som manden i g-streng på omslaget
ROMAN. Den, der digter, lyver. Og man kunne velsagtens sige om al fiktion, at løgnen er præmissen. Også selvom den bliver brugt i forsøget på at sige noget sandt.
Men i Bjørn Rasmussens dejligt vrængende og sårbart charmerende roman ‘Brian og Stefan for evigt’ har den halve sandhed alligevel tag i fortælleren på en særligt pirrende måde. Lad mig begynde med at præsentere ham, som han præsenterer sig selv:
»Det er mig der hedder Brian, og jeg kan godt lide at omtale mig selv i tredje person«.
Brian taler til os og tager os med derind, hvor minder, drømmebilleder og erindringsforskydninger smelter sammen. Det er et meget menneskeligt sted at få fortalt en historie fra, og i Brians tilfælde også et ængsteligt og tankemyldrende sted. For vi kommer helt ind i hovedet på Brian, som korrigerer sig selv, når han får sagt noget, der ikke helt passer, eller har udeladt noget og tilstår at have pyntet lidt på den historie, han fortæller. Om sig selv. Og om Stefan, hans store kærlighed.
Brian er altså både jeg-fortæller og en karakter i bogen, der i hestehalen på Bjørn Rasmussens anmelderroste ‘Kirstens hævn: Hestepigeroman’ fra sidste år har en genrebetegnelse med lignende klang:
»Bøsseroman«.
I den fortæller Brian historien om sig selv, der vokser op med sin mor Marianne på en rideskole. En dag kommer plejebarnet Stefan til, og de to bliver både brødre og elskere. Som Brian får os til at forestille os det:
»du skal se for dig at de leger sammen på en solbeskinnet julieng, de løber og springer og griner og savler og kaster sig over hinanden og vælter hinanden ned i græsset og bider hinanden i ørene og slikker hinanden i øjnene og slikker hinanden i skridtet og slikker sig selv om munden«.
Vi følger »de to dumme hunde« fra folkeskolealderen til de som unge voksne flytter hjemmefra til Aarhus. Fra det at være hund som en leg til en længsel, som Stefan går efter at udleve. Fra at de har sex i køjesengen på drengeværelset til i en lejlighed i Ny Munkegade.
Spyt og sperm
Om prosadebuten ‘Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet’ hørte jeg mere end én litteraturtype sige, at den fik dem til at droppe skriveriet (for barren var fandme høj) og samtidig virkelig at elske litteratur (for skønheden var fandme stor).
Også for mig sprængte Bjørn Rasmussens første bog rammerne for, hvordan jeg troede, man kunne skrive, og specifikt hvordan man kunne skrive om krop og sex, så tæt på volden.
‘Brian og Stefan for evigt’ er ligeledes en dybt kropslig og eksplicit roman, fyldt med pik, spyt og sperm. Det er en roman, hvor man finder sætninger som »knep mig sammentømret« og »Da jeg havde feber engang, puttede jeg et hvidløgsfed op i min endetarm og tænkte: Dette er Jesu salig fred, dette er Jesu salige legeme«. Ja tak!
Det er en viril og vild skrift, som gør lykke i sine pulserende fabulationer og gakkede destruktioner af ikke bare nadveren, men også mor Mariannes sprog. Hun taler om en »tryghedkasse« og »andre boller på suppen«, og Brian beretter: »jeg slikkede din tryghedsbrystkasse og dine boller som besat, og så kom suppen, spermen som en vitaminindsprøjtning inden søvnen«.
Undervejs skifter romanen også form eller art, hvilket det er passende at kalde det, når man beskriver en roman med en karakter, der gerne vil være en hund. Snart er det ikke erindring, det er skuespilagtigt med replikker. Snart er den lidt brevagtig, så har jegfortæller-Brian indoptaget sprog som sad han i en skriftestol, som udførte han en besværgelse, udfyldte sin datingprofil eller var et brev fra kommunen.
Et faktisk perfekt ord som »såraktiverer« eksemplificerer, hvordan Bjørn Rasmussen forener det charmerende og det smertelige. Det er et ord, som jeg-fortæller-Brian bruger om at modtage en klage fra netop kommunen og de tanker, det sætter i gang hos ham. Et ord, som hermed er ordforrådsindkorporeret.
Bøsseskam
Brians fortælling er også en form for genmæle.
»Jeg skriver dette fordi jeg vil have magt over fortællingen. Og det får jeg«, fortæller han i romanen, hvor følelserne er store, uregerlige, forvildede og sætter sig som spor i et muteret sprog.
»Jeg er ikke vred på dig, jeg er vred på fucking lille ligegyldige lorteverden. Jeg har været vred siden folkekirken, Stefan. Jeg har været bøsse siden JFK. Jeg har været vred siden kirsebær. Jeg har været bøsse siden aubergine«, fabulerer Brian, i hvem følelserne også sætter sig i kroppen, i et grædende knæ eller i maven, hvor alle tankerne »knepper«.
‘Brian og Stefan’ er en roman om at føle skam over sin seksualitet og at frygte og at blive udsat for vold på grund af den. Det er en roman om, hvor destruktiv den skam er. Om at leve i et homofobisk samfund, slet og ret.
»Hadsprog siver ind i nerverne, invaliderer musklerne, kroppen glemmer aldrig«, formulerer Brian.
Han fortæller sørgmodigt og vrængende på én gang. Samtidigt med, at ‘Brian og Stefan for evigt’ handler om at lære »bøsseskam« at kende, er det en roman, som arrigt peger fingre ad det og dem, som skaber den. Vrede og sorg, skam og frigørelse går hånd i hånd i bogen, som det altså er svært ikke at blive ved med at citere fra, fordi Bjørn Rasmussens vilde sprogblomster taler så tydeligt selv.
»Der var engang to planteblinde drenge som var planteblinde fordi samfundet var planteblindt, men drengene kunne godt lide at tage hinanden i munden imens de lå i de blomsterbede hvis blomster de ikke kunne tale om, de navne de ikke havde forstand eller fantasi til at spytte ud«.
Den bider fra sig, romanen, den er en arrig manifestation også af fortællerens magt, som beretter om det, han vil, og på den måde han vil.
Brian skriver de her ting ned, fortæller han, for at holde fast i sin og Stefans kærlighed, men også, fremstår det, for at gøre sig fri af skam med et dirrende, pirrende, pulserende sprog. Det er en uforudsigelig, kropslig, medrivende og sønderrivende skrift, som er værd at dykke ned i. Ikke bare under sengelampens skær, men særligt i det offentlige rum:
På bagsiden figurerer nemlig et dristigt foto af en mand fotograferet bagfra iført hundehale og læder-g-streng.
Vuf!
Kort sagt:
‘Brian og Stefan for evigt’ er en frisat bog om skam og kærlighed. Med den demonstrerer Bjørn Rasmussen endnu en gang, at han er de pulserende og fabulerende sætningers mester.