Særligt hensyn til publikum virker malplaceret i ‘Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne’

TEATER. Daisy står på en hvid sceneplatform iført hoodie og joggingbukser og emmer ikke ligefrem af overskud. Udover en dyne, en blender, en printer og en computer er scenen lige så bar og blottet som den monolog, hun skal til at fremføre om sin skizofreni. På computeren prøver hun at få skrevet ansøgninger til kunstfondene, men mest af alt spytter printeren bare absurd lange lægejournaler ud fra psykiatrien.

Hun er et forpint menneske, det er tydeligt. At være så syg, at selvmordstanker trænger ind, er smertefuldt ind i det ubeskrivelige. Hun føler skam over blot at eksistere, men får at vide af sagsbehandlere, at hun bør være glad for bare at trække vejret. Men hun vil ikke kun overleve, hun vil også leve.

Daisy er hovedpersonen i forestillingen ‘Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne’ på Blaagaard Teater, hvor dramatiker Lin Melkane lader sin skizofreni komme til orde gennem skuespiller Laura Spottag Fog. Lin er uddannet dramatiker fra Den Danske Scenekunstskole og kæmper med sit psykotiske sind, der medfører tilbagevendende selvmordstanker.

Det betyder, at jeg ikke kan lade være med at høre ‘Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne’ som et skrig på hjælp. Netop derfor virker det en smule forkert at skulle fælde en dom over forestillingen, fordi jeg mest ser et menneskeligt vidnesbyrd for mig og ærlig talt ikke et gennemført værk.

Annette 1, Annette 2 og Annette 120

Under forestillingen beretter Daisy for eksempel om at være hypersensitiv, og om da hun engang stavblendede en aubergine. Hun kunne mærke auberginens smerte og drager den konklusion, at det må gøre ondt at blive blendet. Ja, det må det, men selve oplevelsen findes kun hos hende i det øjeblik, hun havde den.

Daisys monolog lader på den måde til primært at have en forløsende effekt på afsenderen bag – det håber jeg – men jeg mærker ikke forløsningen overført til mig som publikum.

Sådan en ømhed over for verden kan jeg godt sætte mig ind i, men den er svær at formidle, så den bliver forståelig udefra. Samtidig virker Laura Spottag Fog som skuespiller nervøs, hvilket giver hendes ord en indøvet klang, og der er gange, hvor det går så hurtigt, at hun falder over sine sætninger.

Det mest vedkommende i ‘Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne’ er derfor for mig den kritik af systemet, som Daisy rejser.

Hun har været inde og ude af den lukkede, er blevet stopfodret med medicin og kørt igennem et bureaukratisk diagnosehelvede for derefter at få sin diagnose bragt i tvivl senere. Hun føler sig indelukket som et klaustrofobisk dyr, rammesat af lysbilledet, der visuelt lukker hende inde i snævre, betonfarvede korridorer.

På den måde bliver Daisy legemliggørelsen af et system, der ikke fungerer, og et behov i samfundet, som ikke bliver dækket. Psykiatrien har tydeligvis ikke hjulpet hende, og som modsvar appellerer hun til, at vi bliver bedre til at lytte til hinanden, vise omsorg og se hinanden som mennesker.

Af den grund klinger det dog også lidt hult, når forestillingen navngiver sagsbehandlere i psykiatrien som Annette 1, Annette 2, Annette 120 og så videre. Disse folk er lige så meget mennesker som alle andre, der er lige så lænket til systemets ubøjelighed, som Daisy selv er. Derfor er der ingen grund til at reducere dem til karikaturer, som det kommer til at fremstå i monologen.

Hvis man ønsker at blive set af andre som et menneske, må man også magte at se andre som mennesker.

Skaberen og det skabte

Med forestillingen ønsker Lin Melkane at fremme en ny, sårbar type scenekunst, som hun kalder »introvert scenekunst«.

Ønsket er at tage hensyn til introverte og sårbare scenekunstnere og publikummer i en udpræget ekstrovert teaterbranche. Hun mener, at ekstroverte mennesker sætter dagsordenen i scenekunsten, hvilket jeg ikke vil anfægte, for det ved jeg intet om. Men om der er behov for at skelne mellem introverte og ekstroverte publikummer, er jeg usikker på.

Jeg er selv introvert og anerkender omsorgen, men finder det egentlig lidt unødvendigt at få at vide før forestillingen, at jeg kan række en hånd i vejret og blive fulgt ud, hvis jeg har brug for det. Det er jo barmhjertigt, men synes under overfladen en smule patroniserende.

Ironisk nok ville det gøre mig utilpas at markere, at jeg ville ud, og dermed lede opmærksomhed på mig selv midt i en forestilling. Hvis det virkelig gjaldt, ville jeg bare rejse mig og gå uden at sige noget.

Den opmærksomhed på det sårbare får mig til at tænke, om den personlige historie er moden nok til at blive fortalt endnu. Når man taler fra en meget skrøbelig position, kan man blive grebet af sine følelser og overse ting, som senere kan fremstå ulideligt klart. Dér skal man tillade sig at dvæle i egen navle for med tiden at lade det vise sig, om det, man engang fandt meningsfuldt for et større publikum, stadig er det.

For apropos navler: Det er næppe kontroversielt at sige, at kunst springer fra en kerne af narcissisme. Trods alt kræver det et vist ego at bilde sig ind, at det, man laver, skulle komme andre folk ved. Af den grund er det heller ikke helt rimeligt at satse så meget på sin egen person, hverken for sit eget blødende hjertes skyld eller for de mennesker, der skal forholde sig til det. Det blødende hjerte må tæmmes, det må løftes ud af sig selv og ind i noget, der også findes uden for kunstneren.

Med det sagt er jeg spændt på, hvad Lin Melkane i fremtiden kommer til at lave med større distance mellem sig selv og sin kunst – for potentialet er stort – men i ‘Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne’ er afstanden mellem skaberen og det skabte for smal.

---

Kort sagt:
‘Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne’ er et intenst, menneskeligt vidnesbyrd, der desværre ikke formår at forløse sig som et gennemført værk.