‘Banalt mareridt’: Halle Butlers satiriske portræt af millennial-generationen er utrolig sjovt, især når det er allermest brutalt
ROMAN. Halle Butlers debutroman fra 2015 blev kaldt årets feel-bad-bog, og med sin tredje roman, ‘Banalt mareridt’, beviser forfatteren, at det er muligt at få det endnu værre.
De millennials, som har befolket hendes tidligere romaner, er nu blevet voksne. Eller de er i hvert fald fyldt 37 og har taget deres hashtags og Harry Potter-referencer med sig videre i voksenlivet.
I 2018 slår kunstneren Margaret Anne Yance, eller bare Moddie, op med sin kæreste og flytter fra Chicago til hjembyen X i Midtvesten.
Det går både godt og dårligt, afhængigt af den seneste drejning i hendes uendelige tankespiraler: »Nu var der intet, der holdt hende tilbage! Arbejdsløs! Sorgløs! Single! Fri! Broerne var brændt, og nu kunne ikke engang fantasien – ikke engang fantasien – sætte grænser.«
En tur i supermarkedet senere: »Mens hun stod med den her kartoffel i hånden, blev hun mindet om, hvor uvæsentlig hun var i resten af verdens øjne, fordi hun var barnløs, arbejdsløs, midaldrende og single.«
Men mest dårligt. Når Moddie har sociale og faktiske tømmermænd ruller hun sig sammen til en kugle og skriger ned i sin dyne »som en person, der afsonede en uendelig straf i en isolationscelle, og som lige havde fundet ud af, at der virkelig var et liv efter døden, så det virkelig aldrig ville få nogen ende.«
Til en sommerfest genforenes Moddie med sine barndomsvenner og møder deres nye veninder og gamle kærester, som synes hun er henholdsvis upassende og underholdende.
De andre festgæster danser ikke bare rundt i baggrunden af Moddies liv. Efterhånden som man får adgang til deres tanker, opdager man, at de – trods deres selvretfærdighed, stolthed og fordomme – minder meget om Moddie.
Hun møver sig ind i sit nye liv. Hendes bedste veninde Nina har for travlt til at se hende i hverdagene. Pam, Bethany og Kim kan ikke umiddelbart lide hende og passer desuden arbejdet i hjemmet og på det lokale universitet. De foragter også deres kærester (følelsen er gengældt) og hinanden. Alle er bevæbnet med ladede toneanfald, anstrengte ansigtsudtryk samt passivt aggressive, therapy-speaky og kunstigt sukkersøde e-mails.
»Jeg føler mig lidt stødt over noget, og jeg håber, det er okay, at jeg tager det op over e-mail, så du lige får en chance for at bearbejde det og tænke det igennem, inden du svarer«, indleder Kim en e-mail til Pam.
Moddies flugtvej ligner en blindgyde, indtil Bethany tilbyder hende et arbejde på universitetet med de andre.
Sommetider tænker man – ligesom karaktererne – hvad er pointen overhovedet? Med livet? Karrieren? Kærligheden? Denne her roman?
Altså ud over at den er utrolig sjov. Selv – og måske især – når den er allermest brutal. For den er brutal, særligt når Moddie fortæller Bethany om det seksuelle overgreb, som hun blev udsat for i Chicago.
Uden et plot, er det karakterernes vrede, voldsomme og værste tanker om sig selv, hinanden og verden, der driver værket fremad. Hvis man som læser allerede har overdoset på den satiriske, nihilistiske millennialisme, der også findes hos forfattere som Ottessa Moshfegh, Melissa Broder og Tony Tulathimutte, er den moderne meningsløshed, som gennemsyrer hele romanen, meget genkendelig. Og en smule forudsigelig.
Uagtet det er Butler ikke bare en millennial i mængden. Det er mesterligt, når hun i det ene øjeblik udstiller sine karakterer i al deres absurditet, men i det næste tager deres fantasier og forhåbninger dybt seriøst. Selv når det er så fantasiløst som at have en affære med sin praktikant.
Nedenunder sarkasmen og grimasserne og forsvarsmekanismerne og udenomssnakken står virkeligheden og dirrer. Her længes alle karaktererne i bund og grund efter noget andet, men det virker ikke inden for rækkevidde.
The millennials are not alright i ‘Banalt mareridt’. Man bliver i tvivl, om de nogensinde bliver det.
Kort sagt:
Med et bredt, omend relativt ensartet karaktergalleri, har Halle Butler lavet et sjovt og satirisk portræt af millennial-generationen, der er blevet voksen.