‘Cand.merc.podcast’: Det er fandme også svært at lave en god podcast om kontorlivet
PODCAST. Cand.Merc.Memes har i flere år været en af de mest toneangivende og populære profiler i den danske meme-sfære. Med spidsfindig humor har han skildret – og gjort grin med – det såkaldte LinkedIn Premium-segment, ressourcestærke københavnere og andre magt- eller præsentationshungrende typer i den danske arbejdsstyrke.
Det seneste års tid har indholdet også fået et mere journalistisk præg – blandt andet når han har sat fokus på ulovlige eller tvivlsomme reklamer hos store danske medier som Ekstra Bladet og TV 2. Så måske er podcastmediet et naturligt næste skridt.
Manden bag, Mikkel Agersnap, har allieret sig med Nicolai Lydiksen, som ud over at være vært for adskillige podcasts, også er komiker og tidligere deltager i realityprogrammet ‘Bachelorette’. Sammen har de skabt Podimos nye kontorlivselskende satsning ‘Cand.merc.podcast’ i håbet om, at de næsten 90.0000 Instagram-følgere kan konverteres til lyttere.
Og det helt store spørgsmål er vel: Kan humoren fra memeprofilen oversættes til lyd?
»Hvis der ikke står 500+ forbindelser på din profil, er der ingen, der tager dig seriøst«
Målet med podcasten lægger sig i klar forlængelse af memeprofilen: at levere satirisk underholdning om kontorlivets små og store absurditeter. Det mærkes allerede i første afsnit, hvor Agersnap og Lydiksen guider lytteren gennem do’s and don’ts på financebros og kontormusenes vigtigste kampplads: LinkedIn.
For undertegnede, der ikke nødvendigvis har hverken passion eller brug for at have en markant tilstedeværelse på LinkedIn, er det ikke verdens mest interessante samtaleemne, men det er ikke helt ubrugelige tips, de kommer med, når man skal manøvrere i den jungle, platformen kan være. Desværre er det langt fra lige så sjovt som grundmaterialet fra Instagram.
»Hvis der ikke står 500+ forbindelser på din profil, er der ingen, der tager dig seriøst«, fortæller Lydiksen selvsikkert, og man bliver i tvivl, om han egentlig ved, hvad han snakker om, fordi det udsagn virker totalt absurd.
I samme afsnit reflekterer de over, hvorfor det egentlig hedder forbindelser, og om der findes et bedre alternativ.
»Man har ikke lyst til at kalde sine forbindelser for kollegaer, men forbindelser lyder bare som en ledning eller et eller andet«, siger Agersnap.
Og hele denne samtale føles lidt on the nose, hvilket får projektet til at miste noget af sin charme.
Gammel gedeost
En af podcastens største udfordringer er forskellen på, hvor godt de to værter har greb om formatet.
Det fornemmes tydeligt, at Agersnap – der både er den oprindelige kilde til humoren og det brand, podcasten hviler på – har den skarpeste indsigt i den kontorkultur, de forsøger at tage under behandling.
Omvendt løber Lydiksen ind i det klassiske komikerproblem i podcastformatet: forsøget på konstant at være sjov. Det kan fungere på Comedy Zoo, hvor publikum har købt billet til netop det, men i et podcaststudie uden samme sociale kontrakt bliver det hurtigt trættende – og til tider regulært anstrengende.
Det kommer blandt andet til udtryk i afsnit to, hvor snakken falder på, hvordan man som nyuddannet kan være villig til at gå på kompromis med beliggenheden af sin første arbejdsplads, hvis man bliver desperat nok.
»Det er som at gå sulten hen til køleskabet og håbe på pizza – men der er kun gammel gedeost, og så prøver man at overbevise sig selv om, at den måske er lidt lækker alligevel«, forsøger Lydiksen sig og får ikke det grin fra lytteren, han håbede på.
En erhvervsgud
I et af de nyeste afsnit lægger Agersnap og Lydiksen op til en »alvorssnak« med Podimos direktør og deres øverste chef, Morten Strunge. Men alvoren udebliver hurtigt, og i stedet får vi en begejstret rundbordssnak med chefen, som bliver fremstillet som en vaskeægte erhvervsgud: manden, der har stiftet og solgt virksomheder for hundredevis af millioner og nu sidder på tronen i det medieimperium, podcasten selv udkommer i.
Det kan meget vel være, at han er et særligt og talentfuldt forretningsmenneske, men glorificeringen af iværksætterlivet i dette afsnit, er totalt uinteressant for almindelige lønmodtagere.
»Lad os lige gå tilbage til et af de her tre succesfulde exits, du har lavet. Jeg er lidt spændt på at høre: Hvilken af de tre er du mest stolt af og hvorfor?«, spørger Agersnap forventningsfuldt.
Strunge svarer, at det nok var Onfone – et selskab, der haltede i fire år, men pludselig tog fart. Hans forældre havde aktier i det, og det gjorde det ekstra meningsfuldt, fordi de tidligere havde tabt penge på et af hans gymnasieprojekter.
»Noget der skiller sig lidt ud ved dig, det er jo, at det ikke ligner, du har en videregående uddannelse, er det rigtigt?«, spørger Agersnap.
»Det har jeg ikke, nej«, siger Strunge.
»Okay, det gør jo bare historien endnu vildere«, svarer Agersnap og sætter tyk streg under sin begejstring for chefen.
Og denne ukritiske interviewteknik fortsætter de 38 minutter, afsnittet varer, og som lytter føler man sig fuldstændig glemt i værternes hengivenhed til kæmpebossen Strunge.
Podcastens univers er tæt forbundet med en bestemt kontor- og karrierekultur, der for mange – mig selv inklusive – kan føles som en lukket klub med interne referencer og værdier.
Og selvom man kender og holder af Agersnaps humor fra memesiden, er det, som om satiren mister grebet, når den flyttes over i en form, hvor man helst skal have sin LinkedIn opdateret for at føle sig inviteret indenfor.
Kort sagt:
Det viser sig svært at oversætte humoren fra den populære memeprofil Cand.Merc.Memes til en podcast.