Amalie Langballes ‘Elskende’ er en udsøgt roman om hemmeligheder, sex og kærlighed i pestens tid
ROMAN. Hvis man har set danske periodefilm, specifikt ‘En kongelig affære’ og ‘Bastarden’, kan man foranlediges til at forestille sig datidens Danmark således: kølig colorgrading, pæne kostumer, mudder, kulde, blod og Mads Mikkelsen, selvfølgelig.
Amalie Langballes anden roman, ‘Elskende’ – der indtages bedst ligesom en film, det vil sige i ét hug – fremstiller en markant anderledes fortid. Der er flere kvinder, først og fremmest. Der er varmt og ildelugtende. Og volden foregår for det meste i soveværelset.
Det er på én gang mere indbydende og frastødende end i filmene. Og jeg slubrede det hele i mig – inklusiv detaljerede beskrivelser af betændte bumser, indgroede hår og brandsår.
Det er ikke en historisk person, men en navnløs adelig kvinde, der har ordet i ‘Elskende’. Hun skriver om den sommer, hvor hun blev sendt til et horehus i hovedstaden af sin mand som en ondskabsfuld spøg (eller måske fordi hun var ufrugtbar eller fordi han var træt af hende?).
Her mødte hun de andre kvinder, der boede og arbejdede i huset, herunder bestyreren Viola. Hun tjente penge, og hun brugte dem. Hun betragtede mændene og Viola. Det var ikke hende, der fik tingene til at ske, men hun lagde mærke til alt det, der skete omkring hende.
Langballe skildrer ikke bare de overstimulerende sanseindtryk, men et samfund, hvor hemmeligheder bliver hvisket, sladder bliver spredt, vanviddet hænger i luften og overtro trives.
Som både journalist og forfatter har Langballe tidligere skrevet nysgerrigt og ublufærdigt om sex. Det gør hun ligeledes i ‘Elskende’, hvor sex er et arbejde: »Jeg kunne godt lide Viola, men hun var ikke altid sød. En morgen blev jeg vækket af, at hun havde ladet en lille mand (bevægelser som et egern) krybe ind til mig i min søvn, fordi han gerne ville vække nogen med pikken først. Den sprællende fornemmelse, når man kommer til bevidsthed, mens man bliver holdt fast.«
Det er brutalt; måden, som mennesker behandler hinanden.
Men denne erkendelse findes også: »Man chokeres altså ikke over, at disse mænd gør, som de gør, man chokeres over at forstå, at man havde gjort det samme i deres sted.«
I et andet spor fortælles en hemmelighed lidt ligesom et eventyr. »To piger møder hinanden på en ø langt væk fra alting«, lyder begyndelsen. Den ene pige har stamtavle og får malet sit portræt, den anden bliver ansat, først i køkkenet og siden som tjenestepige. »Hemmeligheden begynder at blive en hemmelighed, da tjenestepigen første gang tænker på frøkenens mund,« står der senere.
Langballe er gavmild med ledetrådene, så det er ingen overraskelse, når de elskende, som titlen formentlig henviser til, identificeres som kongens kone Sunniva og Viola. Det bliver tydeligt, at Viola styrer sin forretning med et enkelt formål for øje: At tjene penge nok til at redde Sunniva fra sine omstændigheder og rejse med hende til Rom. Hvorvidt eventyret får en lykkelig slutning vil jeg ikke afsløre her.
Langballes debutroman, ‘Forsvindingsnumre’, der blev tildelt Bogforums Debutantpris i 2019, handlede om sorg. Hun skrev eminent om et emne, der kan virke næsten umuligt at indfange og indkredse. Det samme kan siges om kærlighed, og hvilket held, at ‘Elskende’ (trods fortællerens indsigelser) er en kærlighedshistorie.
Helt ned på sætningsniveau er ‘Elskende’ udsøgt. Som når jalousi »lægger sig ind i de folder af en selv, som er svære at nå. Mellem skamlæberne, i knæhaserne, et sted inde i øregangen, under brysterne.« Eller når vold »kryber ind i folk om natten som arrige skovsnegle, der må udspyes i løbet af dagen.« Og parenteser, hvor humoren er hengemt, har aldrig været vigtigere end i denne bog: »(Og kvinderne skreg op igennem historien: Pas bedre på vores røvhuller).«
Den hede sommer føles endeløs for fortælleren. For læseren slutter romanen lidt brat, når regnen kommer. De helt store spørgsmål om kærlighed bliver (bogstaveligt talt) hængende i de sidste sætninger.
Det er dog ikke de afsluttende spørgsmål, som føles uforløste. Snarere romanens begyndelse.
»Det er muligt, at drøm og virkelighed har vævet sig ind i hinanden,« varedeklarerer fortælleren på første side. Anslaget er en advarsel om, at hendes historie ikke kommer til at give mening, men ved endt læsning er det mest af alt denne advarsel, som ikke giver mening.
Romanen er utrolig velkomponeret, og der bindes sirlige sløjfer i slutningen. Ikke engang ellepiger, en mystisk rose i midten af kongens labyrint, febervildelser og hemmelige udflugter føles afkoblet fra virkeligheden.
Jeg elsker ‘Elskende’ for alt det, som den er, men den blev aldrig så syret og svimlende, som jeg ellers syntes, at jeg var blevet lovet.
Kort sagt:
Amalie Langballe har med ‘Elskende’ skrevet en udsøgt roman om hemmeligheder, penge og kærlighed i pestens tid, men den holder ikke helt, hvad den lover.