‘Gaven’ er en arbejdspladsroman, der er kedeligere end dit kontorjob
ROMAN. ’Den sorte svane’ fik sidste år alt og alle til at snakke om hvidvask og fakturafabrikker.
Det gik fra at være knastørre termer til at være samtaleemnet i den kollektive bevidsthed.
Man skulle derfor tro, at der var grobund for flere kulturprodukter om penge, der bliver flyttet uden for skattefars indflydelse.
Sofie Malmborgs nye roman ’Gaven’ er dog ikke det stykke litteratur, der får debatten om hvidvask til at blusse op igen. Selvom hun har brugt ålerusemetoden til at indsamle alle tænkelige finansøkonomiske begreber og proppe dem ind i sin roman:
Kommanditselskab
High Net Worth Individuals
Derivater
Skattereform
Carbonmarkedet
Der er rigeligt med store ord i romanen, for den foregår på den fiktive skattely-ø, Eutopia. Her følger vi Tess, der arbejder for en af øens mange dejlige offshore-banker, der forvalter deres kunders formuer med henblik på skatteprocenter, som Mogens Glistrup ville have nikket anerkendende til.
Tess er client manager og skal holde styr på klienternes humør og fødselsdage. Hun skal sende blomster, lykønskninger, chokolade og servilitet i deres retning. Hun arbejder for meget og virker som en, der er lige ved at knække sammen af stress og pres.
Så langt, så finansøkonomisk.
For ind træder Ina. Hun er antropolog og har fået sjasket nogle forskningsmidler efter sig, så hun kan undersøge den bank, Tess arbejder i.
Ina skal undersøge bankens velgørenhedsprogrammer, hvor den donerer de ansattes tid til frivilligt arbejde. Hun skal studere, hvordan og hvorfor de samler ind til katteherberget og renser byens lokale akvarie.
Og så gør hun lige præcis det og tager nogle feltnoter. Og det var så i grove træk den bog.
En antropolog ser på bankfolk, der ser på en antropolog
Det store problem med ’Gaven’ er, at den ganske enkelt er lidt kedelig hele tiden. Det meste af romanen foregår med at tjekke mails, gå til møder eller diskutere antropologisk teori.
Det er som om Sofie Malmborg, der selv er uddannet antropolog, har så stor en respekt for faget, at hun har taget alle problemstillingerne fra antropologifaget ind i romanen og glemt, hvad fiktionen kan.
Inas antropologiske kvababbelser går i høj grad på spørgsmål om adgang til sit felt. Hun kan ikke komme ind i banken og tæt nok på dens ansatte, som hun vil studere.
Når hun så kommer tæt nok på og interviewer dem, er hun nervøs for, at hendes tilstedeværelse og spørgsmål skævvrider og subjektiverer hendes undersøgelser.
Det er helt valide og vigtige overvejelser for antropologisk forskning. Men det er også grundlæggende irriterende i en roman. Skønlitteratur giver normalt fri adgang, og lader læseren være med, hvor der sket noget interessant, uanset hvor svært tilgængeligt området er. Fiktion giver adgang. Uanset om det er til en ubåd, en narkofest eller sågar langt inde i Mordors Mount Doom. I ’Gaven’ får vi aldrig rigtig lov at være med, hvor det er vedkommende.
I stedet bliver læseren holdt ud i strakt arm og forsøgt mast imellem antropologisk lingo på den ene side og finansøkonomi på den anden side.
2-i-én arbejdspladsroman
Man må give Sofie Malmborg, at hun er grundig. Hun har lavet en meget klar og tydelig skildring af arbejdet i en offshore-bank. Man tror virkelig på hendes research-arbejde og på de evindelige trivialiteter, Tess har dedikeret sit arbejdsliv til.
Det er desværre bare ikke synderligt vedkommende eller fængende læsning. Både Ina og Tess er selvfølgelig mere end deres arbejde og har begge skeletter, der ligger og rasler i skabet. På trods af det bliver de bare aldrig helstøbte karakterer med distinkte stemmer – det er endda på trods af, en god del af bogen består af Inas feltnoter.
Selvom vi læser Inas egne ord, hun selv har skrevet ned, virker de ikke som om de kommer fra en stemme, der er klart adskilt fra tredjepersonsfortælleren.
I det hele taget er sproget så tæmmet og tandløst, at det næsten virker som om Danske Banks complianceafdeling har læst korrektur på bogen. Stilen er let opremsende staccato, der en sjælden gang imellem svinger sig op til en metafor. Men det meste af tiden lunter bogen bare konsekvensløst videre som her:
»Der var tøj at hente fra rens, en regning fra parabolnet at betale, og et sted derimellem nåede Tess også at se fire afsnit af en serie. Lørdag morgen stod Ina tidligt op og pakkede et net med håndklæde, solcreme og to bøger.«
Det er først på romanens sidste 30 sider, at konturerne af mørke, konsekvens og kapitalismekritik begynder at vise sig for alvor. Men det er for sent. Der er simpelthen for lidt til at fastholde interessen til at nå derhen, hvor det bliver jævnt interessant.
Ina skriver på et tidspunkt i sine feltnoter:
»Jeg tænker på bankerne og igen disse spørgsmål: Hvem er de mennesker, der driver disse maskiner, og hvad tænker de på, og hvad drømmer de om, og hvilken verden ønsker de sig?«
Det får vi aldrig rigtig svar på. Til gengæld får vi en diskussion af hvorvidt Victor Turnes ritualteori og Malinowskis etnografiske studie af Argonauterne kan bruges til at belyse communitas, hvis man opfatter bankfolkene som en stamme.
Det virker som om Sofie Malmborg hellere ville have været på feltarbejde igen end at skrive en roman.
Kort sagt:
’Gaven’ er en mislykket roman om de mennesker, der passer verdens største formuer. Den har lagt for stor vægt på antropologisk metode og for lidt på sine karakterer.