‘Hjerte rimer på’: Med Maries nye donorhjerte følger en stor sorg, og så gør hun noget radikalt
PODCAST. Jeg har ikke været længe i selskab med Sune og Marie i fiktionspodcasten ‘Hjerte rimer på’, før jeg må google et fænomen, som lyder ret syret: personlighedsforandringer efter hjertetransplantation.
For det oplever podcastens ene hovedkarakter Marie, en ung kvinde på 20, som har fået et nyt hjerte og med det – er hun overbevist om – også sin donors følelser. Er det virkelig en ting?
‘Hjerte rimer på’ er fiktion forklædt som en personlig dokumentar. Men det er altså ikke alt, der er pure opspind, viser min googlesøgning.
Den amerikanske psykiater Mitch Liester, som optræder i podcasten, findes, og har også skrevet en videnskabelig artikel om emnet i virkeligheden.
Hans hypotese går på, at hukommelsen skulle sidde i os helt ned på celleniveau, og at man ved organtransplantation derfor også modtager nogle af sine donors minder og ændrer personlighed.
På en måde ligesom et usb-stik.
Og på det usb-stik, som er blevet opereret ind i Marie, ligger en sorg. En hjertesorg. Men Marie har aldrig haft en kæreste og er sikker på, at følelsen stammer fra hendes donor.
Hun vil forstå, hvad der kan være årsagen til hendes smerte. Så hun sætter sig for at finde ud af, hvem hendes donor var. Det er en lidt besværlig mission, for i Danmark er organdonationer anonyme.
Men glimtvise billeder af ting, som hun ikke selv har oplevet, men som hun alligevel ser for sit indre blik, sætter Marie på sporet. Hun ved, at det er en kvinde, og at hun må til Paris for at lære hende bedre at kende.
En eksistentiel sult
I Paris kan Marie finde vej uden de store problemer og et flydende fransk finder vej til hendes læber. Hun beslutter sig for at blive boende og får job på en dejlig bar og bliver forelsket.
Gradvist læner hun sig mere og mere ind i det, der var hendes donors liv. Samme forelskelse, samme intrige. Men samtidigt fjerner hun sig fra dem derhjemme og taber sig selv.
Maries søgen efter sin donor handler om eksistentiel sult. Men også om at opdage et mørke, da hendes stræben efter svar leder til smerte og selvdestruktion.
Podcasten er skabt af Jacob Alexander Høgsberg og filminstruktør Sune Lykke Albinus, der selv optræder i podcasten som fiktiv vært og tilrettelægger.
Han møder Marie i forbindelse med en reklamefilm, han skal lave, og da han hører hendes historie, spørger han, om han ikke må fortælle den i en podcast. Podcasten er altså rammet ind i fortællingen om sin egen tilblivelse. Hvor den spirende relation mellem vært og kilde, og de konflikter og udfordringer, som de ramler ind i, er en del af fortællingen.
Samtidigt bruger fiktionspodcasten interviews med autentiske kilder. For eksempel Mitch Liester og lægen Thomas Emil Christensen, der har skrevet en ph.d. om broken heart syndrome, der er hjertesvigt udløst af stresshormoner. Men også folk, der efter organtransplantation har haft oplevelser, der minder om Maries.
‘Hjerte rimer på’ er på lydsiden sammensat af optagelser, der lyder som var de optaget både i studie og på farten på memo-appen. Det fungerer, produktionen lyder som en dokumentar.
I et rørende moment-interview (hvor en kilde meget scenisk rekonstruerer en hændelse) fortæller Marie om sit sygdomsforløb og om de ambivalente følelser, der fulgte med at modtage et organ fra et andet menneske.
Marie kommer helt ind i øregangene på os. Det er bevægende og inspirerer til det, der opfordres til ved episodens afslutning:
At tage stilling til organdonation.
Men et andet fortællegreb fylder langt mere end moment-interviewene, og det er genfortællingen, og i længden bliver det trægt at høre på. For det er meget skrevet, ikke fortalt, og jeg bliver simpelthen hægtet af.
Eksempelvis når der bliver fortalt om besøg på navngivne restauranter. Hvis jeg ikke havde googlet dem og fundet ud af, at også de fandtes i virkeligheden, havde jeg ikke rigtigt haft en fornemmelse af, hvordan de så ud. De bliver ikke beskrevet som rum, karaktererne handler i. De er passerende kulisser, mens karaktererne fortæller om deres følelser i ret generelle termer.
‘Hjerte rimer på smerte’ pirrer ikke sanserne. Og det savner man især, fordi naturvin er et vigtigt spor i podcasten.
Skål i naturvin
»Jeg sætter mig, smager på vinen, og det smager godt«, reportage-fortæller Sune fra en vinbar, hvor han sidder med Marie, der efter sin hjertetransplantation har fået smag for de dyreste dråber.
»Det er jo bare fermenteret druesaft. Det er så simpelt, og så så komplekst,« siger Marie. »Ligesom en hjertetransplantation«, siger Sune.
Meget er simpelt, og samtidigt komplekst. Men ikke af den grund ligesom organtransplantation, vil jeg mene. Måske er det fordi, jeg ikke helt kan følge den sammenligning, at jeg heller ikke forstår, hvorfor vin skal fylde så meget i podcasten.
Maries nyfundne passion passer imidlertid den hedonistiske tilrettelæggere umådeligt godt, og som lytter sidder jeg længe med en følelse af, at det egentlig er ham, det handler om. Han er også den eneste af de to, der bliver omtalt med efternavn.
Marie kommer til orde som fortæller, men har som karakter ikke fået mange facetter. Man bliver efterladt uengageret og kold som en bag-in-a-box, der længe har ligget uberørt i køleskabet.
‘Hjerte rimer på’ er en besyngelse af livet, men bliver ikke særligt vedkommende fortalt.
Og gør forbavsende lidt ud af det syrede og science-fiction-agtige ved den faktiske hypotese, den opdigtede historie udspringer af. Nemlig ideen om personlighedsforandringer ved organtransplantation.
Kort sagt:
‘Hjerte rimer på’ inspirerer til at tage stilling til organdonation og tager alvorlige emner op, men som fortælling er den ikke særligt gribende.