En ærgerlig mor fra Aarhus fik #Covergate-debatten om tynde modeller til at rase i danske medier. Men diskussionen er snæversynet og privilegeret. Det er på tide, at vi følger med udlandet og ser på mangfoldighed i et meget bredere lys.
KOMMENTAR Den amerikanske model Winnie Harlow, som blev opdaget af Tyra Banks på Instagram og var med i ’America’s Next Top Model’, vækker opsigt i modebilledet, fordi hun har hudsygdommen vitiligo, der bevirker, at hun har markante og meget symmetriske hvide pigmentpletter overalt på kroppen. Hun fremstår nærmest både sort og hvid.
Senest har Harlow skabt opmærksomhed omkring Diesels SS15-kampagnebilleder. Og alene det faktum, at hun stikker ud, siger meget om en modeverden, der til stadighed er domineret af slanke, hvide modeller.
Du fulgte sikkert med i #Covergate og diskussionen om tynde modeller herhjemme. Den rasede på sociale medier, i nyhedsudsendelser, dagblade og onlinemedier, og tusindvis af mennesker harcelerede, klagede og skrev vrede kommentarer. Om Cover, om modebranchen og, ikke mindst, om den stakkels model, der blev svinet til på underlødig vis.
Historien fik rent faktisk branchen til at reagere og diskutere problematikkerne internt – så småt i hvert fald – og det er positivt. Men diskussionen bør fokusere bredere end på tyk og tynd, ellers misser vi den større problematik: At modebranchen savner at afspejle en mangfoldig virkelighed, som flere mennesker reelt kan identificere sig med. Det er på tide at repræsentere nogle tidssvarende idealer.
Et brand som Diesel har, siden stylisten Nicola Formichetti blev kreativ direktør i 2013, konsekvent arbejdet med mangfoldighed i deres kampagner, hvor alt fra kørestolsbrugere til japanske kendisser har optrådt. Det er sejt, netop fordi det er blevet et naturligt udgangspunkt for dem at være inkluderende. Og man kan synes, hvad man vil, om Kanye Wests nye kollektion for Adidas Originals, men han valgte i hvert fald at præsentere tøjet på en mangfoldig gruppe af modeller af forskellige etniciteter og kropsbygninger.
Men det er desværre undtagelser, der snarere understreger problematikken i størstedelen af branchen.
80 procent er hvide
På produktplan har modeverdenen reageret enormt hurtigt på de fremadstormende økonomier i lande som Kina, Indien og Brasilien, der er blevet store luksusmarkeder. Man er målrettet gået efter markedsandele i den ikke-vestlige verden, men selv om der sjovt nok er kommet langt flere asiatiske modeller i modebilledet, efter Kina er gået amok i Louis Vuitton, er det stadig, som om modebranchen holder fast i et forstokket, hvidt verdensbillede. Det amerikanske site Jezebel har de seneste år lavet en statistik, der viser, at cirka 80 procent af modellerne til New Yorks kvindemodeuger er hvide.
Den slanke, hvide, perfekte kvinde er modens kommunikationsplatform. Og det er tilsyneladende også hende, man stadig tror, er forbrugeren, selv om verden langt fra er så sort/hvid.
Da den britiske model Jourdan Dunn i januar var på forsiden af britisk Vogue, var hun blot den anden sorte forsidemodel i magasinets historie. Det taler for sig selv. Og hvis man kigger i danske, såvel som udenlandske modemagasiner, er det tydeligt, at alle skønhedssiderne er henvendt til hvide kvinder. Hvornår har du sidst set et modemagasin, der havde beauty-produkter målrettet ikke-hvide kvinder?
Vi har selv et ansvar
Når man påpeger, at de danske modemagasiner aldrig sætter andet end unge, hvide piger på forsiden, hører man enten, at det ikke sælger, eller at ‘vi har faktisk lige haft en plus size-model på forsiden’, som det var tilfældet med Cover. Men at man kan påpege, at man har brugt én atypisk model i sit magasin, kampagne eller lookbook tydeliggør blot, at man ellers aldrig gør det.
Selvfølgelig er der et forbrugerperspektiv. Det er en kendt historie i magasinbranchen, at salgstallene daler, hvis man viger fra normerne på forsiden. Modevirksomheder og magasiner er drevet af omsætning og salg, og der ligger et forbrugeransvar i ikke at løbe skrigende bort, hvis der præsenteres noget andet, end man er vant til. Men det kræver også, at magasiner og brands præsenterer alternativer på en så konsekvent måde, at det bliver normen og ikke afvigelsen, og at man arbejder med mangfoldighed på et bredt plan, der ikke kun handler om størrelse, men også om hudfarve, seksualitet, handicap, you name it.
Argumentet om, at man lige har haft en større model – som højst sandsynligt er en størrelse 38 som gennemsnittet af danske kvinder – på forsiden klinger hult. Lidt på samme måde som at det er decideret idiotisk at mene, at ligestillingen er total, fordi vi har en kvindelig statsminister, eller at sorte ingen problemer har i USA, fordi Obama er præsident.
Mere mangfoldighed er vejen frem, hvis modebranchen skal fortsætte med at være relevant for forbrugerne og ikke være en verdensfjern boble. Der er plads til det lige nu. Forbrugerne er mere mangfoldige end nogensinde før.
I tv-branchen ser man serier om homo- og transseksuelle, mens sorte hovedroller og seje kvinderoller sættes på dagsordenen, som aldrig før. Heteronormativitet og white privilege er blevet hverdagsord på populære sites som Buzzfeed. Det tyder på, at der er ved at ske et generelt skred i kulturbilledet og en langsom inklusion af forskellige identiteter, kulturer og repræsentationer.
Det kræver et langt, sejt og kontinuerligt træk, men hvis modebranchen skal rykke med ind i den fremtid, den selv er med til at skabe, er det nu. Tiden er inde til større mangfoldighed. Hele vejen rundt.
Læs også: Kommentar: Har Kanye West en plads i moden?