Det er en glad og tilfreds, men også lettere tømmermandsramt Henrik Vibskov, jeg får i telefonen fra Paris søndag middag. AW16/17-showet gik godt lørdag aften og var afslutningen på en lang proces og en hård uge.
Men et hav af klaprende træhoveder, der åbnede og lukkede munden, ville designeren sætte fokus på tidens enorme mængde af kommunikation og miskommunikation. Det handler især om vores måde at absorbere al den information, fortæller Vibskov.
Kan du stadig få kriller i maven og optur i forbindelse med showet?
»Jeg ved ikke, om jeg får kriller i maven, men jeg går stadig meget op i det og synes, at det er en leg og interessant. Det er vigtigt, i forhold til at jeg har lavet det i 17-18 år. Det er fedt, at det stadig kan sætte nogle ting i gang i hjernen. Det er også en af grundene til, at jeg laver andre projekter ved siden af. Jeg prøver at få et andet syn på tingene, fordi jeg har lavet det i så mange år. Det er min måde at skubbe til mig selv og komme lidt ud på tynd is, så det ikke bliver ren rutine.
Den her gang har vi siddet og håndmalet sindssygt mange af de der træhoveder. Det er jo fuldstændig tåbeligt, men det var næsten meditativt og super fint, selv om man jo ikke behøver at håndmale nu om dage. Det gav et større craftmanship. Vi brugte to uger på det«.
Catwalk-billeder fra Henrik Vibskovs AW16/17-show i Paris.
Hvorfor er temaet om kommunikation og miskommunikation vigtigt for dig?
»Det er næsten en klassisk universitetsopgave om samfundet, hvor vi bliver overloaded med billeder og information, og hvordan hjernen så selektere i det. Vi absorberer måske 5.000 billeder om dagen minimum, men der kan være nogle enkelte ting, som man plukker ud, som hjernen finder interessant. Den her flimmerhed synes jeg kunne være ret interessant at arbejde med.
Det nye sprog er næsten mere billeder end tekst. Vi bruger billeder og misbruger billeder og kopierer og kopierer. Én sender et billede, og så reposter man en andens billede, og så bliver det repostet og repostet – bliver en kopi af en kopi af en kopi, og til sidst er det næsten ikke det rigtige billede. Eller nogen har zoomet ind og bare taget en del af billedet. Det gør jeg også selv med nogle af vores egne ting, hvor jeg tager et screen shot«.
Er det godt eller dårligt?
»Jamen, det er interessant at se, hvordan fremtiden vil udvikle sig i forhold til det. Og hvordan vores sprog og måden at kommunikere på bliver. Lige nu er der jo sindssygt meget, der er mere billedligt. Unge mennesker – også mig selv – får sværere og sværere ved at have en længde på det, de skriver. På sociale medier skriver man jo max en eller to linjer«.
Bidrager modeverdenens øgede tempo ikke også til den proces?
»Ja, den er jo en kæmpe stor spiller i og reflektor af samfundet. Der er nogle, der gerne vil have, at det skal gå endnu hurtigere, at man kan købe ting direkte, fra man ser det på catwalken. Jeg har ikke brug for, at det skal gå endnu hurtigere. Det går forholdsvis hurtigt allerede, kan man sige.
Men modeverdenen reflekterer også sindssygt hurtigt. Én af de ting, der er sindssygt interessant – og måske en af grundene til, at jeg løber rundt og laver det her mode – er, hvordan vi kommunikerer med hinanden. Hvordan man snakker med hinanden uden at snakke, bare igennem identitet, kropsprog, tøj. Man kan føle sig tiltrukket af en eller anden person til en koncert uden at have snakket med vedkommende. Det er ret vildt, hvordan sådan en identitet er opbygget. Hvordan vi præger hinanden i sociale cirkler. Da jeg var teenager, var der jo også noget musik, man skulle høre«.
Læs også: Henrik Vibskov imponerer stilsikkert i Paris
