Vi ved det godt. Vi skal nedsætte vores udledning af CO2. Modebranchen ved det også godt. Faktisk er klimabevidsthed blevet det seneste buzzword i den altid trendfokuserede modeverden, så brands nærmest stod i kø for at overgå hinanden i bæredygtighed ved de seneste internationale modeuger.
Gucci førte an og erklærede sig CO2-neutrale. Altså hele biksen, inklusiv produktionskæden, sagde præsident og CEO Marco Bizzarri. Kering, der ejer Gucci og andre luksusmærker, annoncerede, at hele firmaet og dets brands vil være CO2-neutrale inden 2025. Hos Burberry nøjedes de med at gøre afviklingen og produktionen af sæsonens modeshow CO2-neutral. Og flere eksempler står i kø.
Herhjemme har brands som Ganni, Designers Remix og Mads Nørgaard været erklærede CO2-neutrale, eller sågar -positive i visse tilfælde. Og det er jo netop positivt. Bevidstheden omkring en nødvendig forandring øges dagligt. Men spørgsmålet er, om disse meget bombastiske udmeldinger i virkeligheden kan ende med at skade udviklingen og vores opfattelse af akut behov for handling?
De mange tøjmærker opnår nemlig deres CO2-neutralitet igennem at finansiere diverse projekter, som arbejder med at nedbringe verdens samlede CO2-udledning. Det er det, man kalder CO2-kompensation. Et firma kompenserer for sin egen forurening ved at hjælpe nystartede projekter med at sænke forureningen andre steder.
»Det er en hurtig måde at gøre noget på – og vise at man gør noget. Nogen snakker om, at faren ved kompensationsmodellen er, at man kommer til at hvile på det, fordi det lyder rigtig godt. Hvis man ikke er 100 procent inde i, hvad det betyder, så kan man tro, at man faktisk bliver klimaneutral ved at gøre det, og det gør man ikke. Man hjælper til med ikke at øge vores samlede udledning, men man er ikke med til at reducere den«, siger Frederik Larsen fra konsulentfirmaet In futurum, der rådgiver virksomheder om bæredygtighed.
»Det er vigtigt hele tiden at sørge for, at det kun er en del af en meget større løsning«, tilføjer han.
Det skal siges, at de fleste af de ovenstående brands efter alt at dømme, er i gang med også at reducere deres egen produktion af drivhusgasser. Som Mads Nørgaard for eksempel sagde, da jeg interviewede ham før sommerferien: »Du skal ikke købe dig aflad og så flyve mere for eksempel. Ideen er, at du skal flyve mindre. Vi skal udlede mindre og gøre det anderledes, og det gør vi også – rykke produktionen tættere på, bruge økologisk bomuld hvor det giver mening og så videre. Alle de ting på én gang«.
Problemet er bare, at overskrifterne hurtigt bliver ’nu er det og det brand CO2-neutralt’, og det skaber en falsk forestilling om, at nu kører det. Vi er nærmest allerede i mål. Det er selvfølgelig god markedsføring, men der er stadig brug for, at vi ikke bare læner os tilbage og fortsætter som altid. Vi skal forsat kigge på, hvordan vi nedsætter vores forbrug og forurening.
»Hvis man nu arbejdede intenst på at kigge sin egen produktion igennem og sagde, hvad er det, jeg har ansvar for, og hvordan kan jeg nedbringe min CO2-udledning i min egen produktion? Det er langt mere sammenhængende med det produkt, man egentlig laver og mere langtidsholdbart, fordi det kræver en dedikeret indsats til at forbedre ens egne leverandørkæder og nedbringe CO2’en på længere sigt på en vedvarende måde og ikke ved at betale sig fra det«, forklarer Frederik Larsen.
Og det er her overskrifterne burde findes. Som da Stine Goya åbnede op omkring brandets arbejde med at gøre produktionen mere ansvarlig og miljøskånsom – inklusive alle de mangler og udfordringer det arbejde stadig har.
CO2-kompensation er ikke dårligt, men det er et meget lille og kortsigtet skridt hen imod de store forandringer, vi er nødt til at foretage, hvis diverse klimamål skal nås inden 2030. Kompensationen er nok en del af målet, men flotte titler som CO2-neutral og CO2-positiv bør gemmes lidt væk, så vi alle sammen holder øjet på bolden, ikke på det mål, som modebranchen fortæller os, at vi nærmest allerede har scoret.