Sons of Tomorrow – Chance for oplevelse

Deep Purple, Black Sabbath, Uriah Heep og Sons Of Tomorow. Ja, man fristes lynhurtigt til at nævne dem sammenhængende. Sidstnævnte skiller sig faktisk kun ud, idet de er et dansk/svensk og (endnu) forholdsvis ukendt band. På trods af, at de har tillagt sig den amerikanske, 70′ heavy lyd og kan sammenlignes med ovenstående navne, er der ikke tale om et plagiat/jam-band.

Sons Of Tommorow har skabt et unikt og stort lydbillede med seriøst tunge og agressive guitarflående sange. Elementer fra doom og tung heavyrock tilføjet med melodiske, middeltempo temaer, resulterer i alsidig og innovativ musik, som kan begejstre selv den ondeste, sort-læderklædte Ozzyklon, og skabs-rockerne som ville ønske at håret var vokset ud til ‘headbangerlængde’.

I sådan en genre er der typisk guitaristen, som har ansvaret for at lyden bliver mørk og tung nok. Nille, som bedst kan sammenlignes med f.eks. Kee Marcello (Hyperaktiv guitarist fra Europe), er på trods af keyboardets uundværlige rolle, en presset, men eminent og talentfuld guitarist, som i løbet af aftenen serverede os eskapader af guitarfinesser, fyldt med tapping, waw-waw og distortion. Dette bevirkede dog, at Nille var noget neutral på scenen og livede faktisk først op i anden sæt.

Som aftenen skred frem, oplevede man, at bandets sange var ensformige og da de fleste sange havde grundtonen i den dybe E (ligesom de fleste heavybands), blev sangen monoton og identitetsløs. Ligeså var sceneshowet heller ikke det helt vilde, men selvsagt, er det svært at opretholde max power, når der ingen mennesker er i nærheden.

Dette er en udbredt, dansk tendens og bandet selv udtalte: “P3 dikterer og bestemmer hvad folk kan li’. Derfor vil danskere sjældent tage ud og høre noget nyt. Mainstreampop, herunder Saybia, Safri Duo, Jon, osv, er dygtige og fortjener at komme frem med deres musik. Ligesom vi gør. Musik er kunst, og vi har hver vores kunstform. Derfor er det forkert, at holdningsløse danskere lader sig styre af pøblen, i stedet for at tage chancen for at opleve noget nyt!”

Parakdosalt nok fyldte Sons Of Tomorrow dansegulvet, da bandet spillede deres eneste covernummer, en fed fortolkning af Neil Youngs “Keep On Rocking In The Free World”.

Ikke overraskende, at publikum danser til noget de kender, men overraskende – endda skuffende er det, at bandet selv trykker den mere af til et covernummer. Hvorfor stoler de ikke på deres musik og giver fløjten i, hvad publikums mening er? “Sinners Grave” og “Black Sheep” er sange som publikum reagerede godt på, men mangel på selvsikkerhed og overbevisning, gjorde dem til ret udefinérbare sange.

Bandet fortjener at blive hørt og spillet, og med lidt selvtillid, mere attitude – enddog en anelse mere arrogance – åbnes der døre for dem.

Og til alle dem, som læser dette skulle jeg sige fra bandet: “Grib chancen for at opleve noget nyt!”