Baby Woodrose

Hvis man holder af den tid, hvor det var cool at køre i orange folkevognsrugbrød med store lilla blomster på siden og gå i fløjlsbukser med svaj og trompetform, så vil man sikkert elske Baby Woodroses nye album “Money for Soul”.
Med hippiehår og stort fuldskæg blæser Baby Woodrose for det meste derudad, med alt hvad 2CVen kan holde til, og knalder 12 numre af på præcis 34 minutter. Musikken er overvejende svedig og forholds simpel og lyder, som var den hentet fra kasse glemt på loftet for cirka 30 år siden. En stor del af inspirationen kommer tydeligvis fra koryfæer som Doors, Led Zeppelin og Rolling Stones, og CD’en vil sikkert gøre sig godt som partybreaker til en retro-fest. Men på trods af stor brug af orgel, flere udmærkede soli og en vokal, der nærmest bliver slynget i hovedet på en og til tider minder om en aggressiv Bob Bylan, bliver musikken i længden for ensformig og unuanceret – hvilket dog på den anden side også gør deres udtryk meget gennemført.
Kun få numre skiller sig ud: “Hippie Chick” der på verset har et finurligt guitarløb, “Carrie” hvor gassen er taget noget af, og vokalen ikke, som ellers, bliver slynget ud, og “Volcano” der lige er en tand mere hård og støjende og med støn, der lyder som noget, der er taget fra en pornofilm. Ellers kører de meget i samme spor, og på trods af albummets korte længde, føler man de har været rigelig lang tid undervejs, når de endelig triller over målstregen.