Michael Hamilton

Den århusianske sanger/sangskriver, Michael Hamilton, har begået en 2 CD lang demo med henholdsvis to og otte nye numre, der virker meget repræsentativt for hele hans repertoire.
Der er en umiddelbar kvalitetsforskel når man sammenholder de to skiver, idet CD 1 indeholder to mere eller mindre velproducerede numre, “En flirt med en nørd” og “Hun har anoreksi”, hvor CD 2 præsenterer 8 nye sange kun fremført af Hamilton og hans økologiske guitar. En meget skrabet produktion.

Jeg går ud fra, at hensigten med at vedlægge denne demo (CD 2), der nok i virkeligheden burde kaldes “skitsebogen”, må være at kunne vise sangene i deres mest nøgne form. Som de er skrevet, og i forhold til den færdige produktion. Problemet er bare at sangenes kvalitet, hverken tåler nøgenheden eller dets modstykke.
Produktionen på CD 1 er egentlig rimelig vellydende, men den skæmmes desværre af en alt for dominerende, men ikke alt for fremragende vokalpræstation. Michael Hamilton udspyer sproglige platheder, der på en usikker grund af halvdårlige rim, spinder en lille historie sammen. Sommetider er man nødt til lige at slukke for at lade det bundfælde sig… sagde han virkelig det?

Tankerne henledes til tider på Martin Brygmanns tekstunivers, dog uden den samme flair for det grænseoverskridende og selvironiske, for ikke at nævne helt uden de velkomponerede melodier og akkompagnementer.

På den anden CD bliver det ikke bedre.. Den indledes med en sang med titlen: “I Fucking Love New York”, og man fristes til at tilføje at det her er en sang, der nok aldrig burde være skrevet. Sangen er et enestående eksempel på den meget grimme måde, vi danskere kan udtale engelske ord på, og Hamilton burde nok have sunget: “I am not an Englishman, that’s quite easy to hear”.

Men når M.H. indleder den efterfølgende sang “Du Skal Ikke Være Bange, Jeg Er Blot En Narkoman” med ordene: Ca, Ca, Cafeteria, kan man godt mærke et smil på læben, og det er også humoren der træder i karakter, når det fungerer for Hamilton. Det er desværre bare alt for sjældent det sker.
I sange som “Stilhed, Hør Min Bøn” og “Din Sjæl” høres M.H.’s tydelige fascination af Jeff Buckley, men det fungerer ikke rigtigt, og man bliver ikke på noget tidspunkt grebet af musikken på samme måde som Buckley formåede det.
Michael Hamilton fortæller historier om livets skæbner og andre personer, men det holder bare ikke når han som en anden politisk korrekt Bamse synger om sin indre sukkermad: “Min indre sukkermad, den eliminerer alt had”.
Så jeg vil tillade mig at tisse en lille tår på Michael Hamiltons indre sukkermad.