Mykness – med musikken på autopilot
I forbindelse med Mykness’ debutalbum, “Autopilot” afholdt bandet pladereception på Lille Vega i aftes, og dette blev først rigtig sat i gang ca. kl 21:30 hvor de 6 gutter stilfærdigt og nonchalant luskede på scenen.
En tommetyk lydflade og sentimentale toner fyldte rummet, hvilket iværksatte en lækker “chill-out” stemning. Musikken var skrevet i den melankolske, pop/rock ånd og skabte en masse stemninger og følelser hos publikum som lyttede intenst til de gennemtænkte, episke tekster. Det skulle dog senere hen vise sig, at denne triste og lowbeat stemning tog overhånd og dominerede aftenens repertoire. Havde det ikke været for de supersprøde rocknumre, havde jeg simpelthen gabt kæben af led.
Det var ikke pga. musikken, men derimod den halvkiksede og sløve performance. Ok, det er logisk, at en pladereception er en utraditionel koncert, med nærvær og personlige relationer til sit publikum – men performancen virkede langt fra sikker eller overbevisende – deslige heller ikke personligt og afslappet.
Derimod var det en stor oplevelse, at se den overgearede forsanger med Bob Marley-garn trykke den af med indlevelse og smil, og hans stemme (til tider ukontrolleret) var kraftig og havde overskud. Men det er bare ikke nok til at løfte byrden for hele bandet. Synd, fordi han var klart det bedste indtryk i aftes. De andre musikere holdt sig indadvendte med nedslåede blikke, og deres indøvede detaljer røg på autopilot i stedet for at blive trykket af ud over scenekanten. Lidt mere indlevelse og kig så lidt på os (publikum), tak.
Mykness formåede simpelthen ikke at servere varen ordentligt, ej heller med overbevisning og indlevelse. Havde det ikke været for den karismatiske forsanger, de rockede/teatralske sange og sæbeboblerne i luften (og min notesblok), så ville jeg have svært ved at kunne erindre Mykness fremover.