Stan Getz & Kenny Barron
Stan Getz er en af de mest overlegne af det 20. århundredes store saxofonister. Han stræbte gennem hele sit kunstneriske virke mod en perfektion i enkelheden, som han ikke mente fandtes nogen steder i forvejen. Hans lyd er indbegrebet af cool, og alt hvad han har lavet er præget af fuldstændig kontrol over – og samklang med – instrumentet. 3 måneder før sin død i 1991 leverede han en af sine allerstørste præstationer overhovedet på Montmartre i København.
Det var den 3., 4., 5. og 6. marts 1991, at Getz indspillede sin københavnske svanesang sammen med pianisten Kenny Barron. Jeg var for ung til selv at være der, men har lært optagelsen at kende gennem en en nær ven – en tenorsaxofonist som selv oplevede at spille med Stan Getz kvartet som stand ind for Stan. Det var på Ronnie Scott’s i London – en legendarisk jazzklub, som også lagde rum til Getz og Barrons første møde i starten af 70erne.
I samspil med andre musikere var Stan Getz stjernen. Kun i særlige tilfælde, som i indspilningerne med Oscar Peterson, Chet Baker og andre af bop’ens store navne indgår han på lige fod. I hans mest vellykkede perioder, som i 70erne, hvor han havde sin egen kvartet med blandt andre bassisten George Mraz, var bandet til for at understøtte og fremhæve Getz perfektionisme. Det krævede stor virtuositet og stor ydmyghed fra bandmedlemmernes side.
Kenny Barron er den perfekte duo-partner for Getz. Hans store tekniske kunnen, og viljen til at underordne sig Getz når det er påkrævet, er et af optagelsens bærende elementer. Duokonstallationen med piano og saxofon stiller store krav til pianisten, som skal skabe duoens rytmiske rygrad. Dette fordrer at pianisten må bidrage med en stor del af højrehånden til rytmen, hvilket ofte sker på bekostning af det melodiske akkompagnement. Barron arbejder med en meget enkel, præcis basgang i venstre hånd, for at have højrehånden fri til at understøtte Getz. Således spiller han eksempelvis fraser fra melodistykket på ‘Night & Day’ mens Getz spiller solo. I sit solospil, som på Charlige Hadens ‘First Song (for Ruth)’ og titelnummeret, Benny Carters ‘People Time’ viser Barron, hvilken komplet pianist han er – med stort overskud til improvisationer og fjerlette løb henover tangenterne – som hele tiden serveres i afmålte doser. Man fornemmer Getz’ strenge blik i baggrunden, når løbene er ved at tage overhånd.
Stan Getz’ tone er den reneste og klareste nogen jazzsaxofonist har kunne frembringe. Hans flade, sprøde lyd omtales tit som vibratoløs, men det er ikke rigtigt. Der er vibrato lige præcis der, hvor han mente der var brug for det – det var bare ikke særligt ofte og særligt meget. Det kan man f. eks. høre på Eddie del Barrios ‘I’m Okay’, hvor Barron har skruet sit piano helt ned på pianissiomo og Getz spiller solo hele nummeret igennem. Getz blæser så følsomt og afmålt i saxofonen at hårene rejser sig på ryggen og tårene triller ned af kinderne. Man kan mærke publikum på Montmartre sidde i halvmørket med tilbageholdt åndedræt, mens tiden står stille.
Stan Getz afsøgte konstant grænserne for sin formåen og han nåede vidt omkring inden for sit virkefelt – mainstream jazzen. Fra One Note til Billy High Street. På kanten af livet vender han tilbage til udgangspunktet og leverer en af sine mest sublime præstationer. Hans spil er let og flydende med en tilsyneladende uendelig fantasi og generøsitet i solierne. – og med alle hans kendte fraser. Repertoiret – nye og gamle standards – er som skabt til lejligheden. Med sikkert afsæt i den cool bop spiller Getz nogle af de smukkeste og mest præcise soli han har spillet – kort før han aldrig skulle spille mere.