SPOT09: The Alpine – energifyldt og ensformigt
Klædt i hvidt fra top til tå indtog The Alpine scenen midt på en flot solskinsdag. De fleste festivalgæster hyggede sig i det fri på græsplænen ved siden af Ridehuset, men en pæn flok havde fundet vej ind i skyggen. Her kunne de så høre The Alpine trykke den af med glamrock, keyboard og kvikke dansetrin af forsangeren.
The Alpine optræder med storladent rock, hvor keyboardet lægger en god bund og spiller en vigtig rolle i arrangementerne. Bandets inspirationskilder er tydelige og bevæger sig i feltet mellem Supertramp, Queen og Suede. Sangene er for det meste tempofyldte og indeholder ofte længere passager, der indimellem bliver for meget tomgang, når det tager overhånd med soloen eller den dårlige melodilinie trækkes for langt ud.
Omvendt er det i nogle sange bandets styrke, at der er plads til en skæv keyboardsolo med markante lyde, der skaber lidt spænding i et lydbillede, der er en anelse forudsigeligt. Foruden spillet på tangenterne er kvinden bag keyboardet også en god modvægt til forsangerens og bassistens mandlige vokaler, når hun stemmer i som kor.
The Alpine gav tilhørerne en energifyldt koncert og formåede at vinde publikums tillid, på trods af at originaliteten kunne være større. Attituden og engagementet på scenen fejlede ikke noget, men det kunne være rart med flere musikalske afstikkere og eksperimenterende passager, der falder uden for den stil, som The Alpine har valgt at dyrke, så det ikke bliver for ensformigt i længden.