JAZZ: Moreno, Lauritsen, Gaardmand, Bach – en besjælet fornøjelse

Det er for mig – og for ca. 5000 andre, tilsyneladende, en årligt tilbagevendende fornøjelse at se Kjeld Lauritsen (org.), Esben Bach (dr.) og Anders Gaardmand (ts.) få besøg af Bobo Moreno (voc.) på La Fontaine i Kompagnistræde. Det er en af den slags koncerter, som har alle odds med sig fra starten; stedet, publikum, musikerne, set-listen. Det skal dog på ingen måde trække ned her, for det er stadig ingen tilfældighed, at det bliver så vellykket, som det nu engang var.

Koncerten kom lidt sent igang, fordi Anders Gaardmand havde været ude at spille med Sjællands Symfoniorkester. Han skulle, i følge Lauritsen, lige have rystet symfoniorkesterstøvet af sig med en ordentlig blues, inden de rigtigt kunne komme i gang. Jeg tror nu ikke det tog meget mere end otte takter at få rystet det støv af sig. Ligeledes kom Moreno, efter en lidt tøvende start med “all, or nothing at all”, hurtigt op på det niveau, som skulle vise sig at holde resten af aftenen igennem.

Udgangspunktet for koncerten må være noget så enkelt som “vi spiller de fedeste jazz- og soulstandards vi kender, på den fedeste måde vi kan forestille os”. – og det virker. De kommer på stribe; balladerne, “you are so beautiful to me”, “misty” og “Georgia on my mind” og de uimodståelige, kraftfulde “let the good times roll” som får hele rummet i omdrejninger og ikke mindst Marvin Gayes “what’s going on”, som jeg synes var en af aftenens allermest vellykkede numre. – man skulle vist være en slem kold skid, hvis ikke man kunne mærke hårene rejse sig der

La Fontaine er, for de som ikke kender stedet, en af den slags steder, hvor tingene er i orden på den der måde, hvor man bliver betjent høfligt og venligt af tjeneren, som også går rundt og fjerner tommer flasker fra bordene, tømmer askebægrene. Den slags trivia, som det ved tidens ugunst ikke er implicit at beskæftige sig med, blot fordi man driver værtshus. Det er godt!

-og på en aften som i aften mødtes det hele i en naturlig sammenhæng. Rummet, som var så stuvende fuldt at jeg, på trods af at jeg sad mindre end to meter fra rotoren på Kjeld Lauritsens Hammond B3 kun sjældent fik et glimt af scenen – og som er så varmt og tilrøget, at det formeligt driver ned ad væggene. Musikerne, som er nogle af landets bedste på deres felt. Musikken, som kan få selv en hvid mand til at mærke the blues. Og publikum, som lader sig rive med i en grad, så de til tider overdøver bandet med skrig og skrål.

I alt blev det til 3½ time i et selskab så godt, så man ikke er i tivivl om, hvorvidt man kunne have brugt tiden bedre med noget andet.

En god start på dette års Jazzfestival!