Andrew W.K.

Lad det være sagt med det samme; her har vi et udspil med usædvanlig høj provinsbrian-faktor. Til dem der falder fra allerede her, kan jeg kun sige; lidt synd, for Andrew W.K. besidder en altoverskyggende vitalitet og energi som bliver kanaliseret ind i samtlige skæringer – og det kan man vende sig til at synes om, men det kræver selvfølgelig et åbent sind. Hans ærinde er ikke at omdefinere rock’en, snarere planter han sine fødder tungt i musikarven fra 70’erne, hvor den symfoniske rock fra især Meat Loaf og til en vis grad Queen udgør nogle af inspirationskilderne. Hvor Meat Loaf og Queen dog bevægede sig rundt i et omfattende tekstunivers, er Andrews meget begrænset; øl, fisse og hornmusik, og har mere tilfældes med AC/DC end med førnævnte. Faktisk fremstår AC/DC’s tekstunivers enddog som ret veludviklet, sammenlignet med Andrews – og det sker sjældent!

Frekvensen hvormed ordet ‘party’ forekommer er imponerende og selv Bon Scott ville nok se sig slået når det gjaldt formidling af feststemning. Andrew W.K. bygger videre på skabelonen fra den kontante debut, den med det kontroversielle coverfoto, og det er stadig festen som udgør omdrejningspunktet. Det skorter ikke på ‘larger-than-life-hymner’ i Andrew W.K.’s højpotente og anthemrock-agtige drukmusik. Der hvor det lykkedes bedst er på nummeret ‘Totally stupid’, hvor Andrew endda har indfundet sig i det mere lommefilosofiske hjørne. Men derudover er der ingen grund til at kaste sig ud i større tekstanalyser, for budskabet på ‘The Wolf’ er såre simpelt – fest mens du kan!