Teitur – Fantastisk enkelt

Mandag aften på RUST. Der er levende lys alle vegne, og selv scenen er dækket af et stemningsmættet ildtæppe, der kun lige giver plads til en enkelt taburet, et guitarstativ og et lillebitte pumpeorgel. Her sætter aftenens midtpunkt sig helt alene, og når musikken starter, sætter halvdelen af publikum sig også ned. Nogle ligger op af hinanden med lukkede øjne, mens andre sidder og stirrer henført i retning af scenen. Det er meget sigende for Teitur selv, for han fremfører et følsomt, menneskeligt og ærligt sæt, der taler direkte til selv den mest hårdkogte iblandt os. Når første tone slåes an på den akustiske guitar, føles det trygt og varmt, som introen til Bamses Billedbog, men sammenlign ellers ikke de to yderligere, for Teitur er et voksent menneske, der ydmygt og med indgroet, knusende og smittende ro lukker publikum ind i en verden af afsavn, længsel og levetrang. Hans stemme er klar og ren, hans guitarspil ligeså, og tilsammen udgør det en elegant og dybfølt helhed, som er en meget fin og følsom oplevelse.

Pladen ‘Poetry & Aeroplanes’ udkom samme dag, og derfra spillede han 7-8 numre, hvoraf bl.a. ‘Josephine’, ‘Amanda’s Dream’ og ‘To Meet You’ blev fremført meget smukt og enkelt, og med en besnærende men aldrig kvalmende sentimentalitet. Førstnævnte med Mikkel Petersson diskret på pumpeorgel, og sidstnævnte med Teitur ligeså. Når kun et enkelt nummer er akkompagneret, skal der bæres og afbalanceres meget på en enkelt mands skuldre, og det slap han for det meste vældig godt fra, men hele koncerten bar præg af en skrøbelighed, som både taler for og imod ham. Der er harmoni og ægthed i hans sange, og den understøttes af den almenmenneskelige skrøbelighed, men gør det også en smule ensidigt at lytte til i længere tid. En risiko, der undgåes på pladen, hvor der akkompagneres på nøje veludvalgte steder. Han kan sagtens selv live, men jeg så gerne en cello eller lignende til at fastholde bunden i sangene, og give ham bedre plads.

Teitur gør sig godt på en scene. Han gør ikke noget væsen af sig, men er ualmindeligt meget til stede i det han laver, og fylder tiden mellem numrene ud med hyggelige anekdoter og small-talk, som forstærker den intime følelse, man får af at lytte til hans musik. Af nye numre skal fremhæves ‘Cloud Formation’ og ‘Waiting for Mars to come out’, som blev skrevet under det strømsvigt, der for nylig ramte store dele af USA. Det er harmoniske og meget melodiøse numre, der bliver siddende i både øregangen og hjertekulen. Een af den dansk-færøske singer-songwriters styrker er nemlig primært, at han med få midler formår at lave en en stor mængde numre, der står og hænger fast hver for sig, på trods af den relativt lille variationsbredde, han i virkeligheden opererer med. Via gennemtænkte kompositioner og uprætentiøse men meget poetiske tekster får hvert nummer liv og sjæl, så man ikke kan andet end lade sig medtage. Når han så sidder lige foran een i sine udtrådte Adidas og krænger sin 25-årige sjæl ud, får man associationer til Beck, David Gray, Tracey Chapman og Dave Matthews, men tro mig når jeg siger, at Teitur er helt og aldeles sin egen, og sålænge han holder fast i det, og i sin ærlige stil, kommer vi til at høre meget mere til ham. Han er et rendyrket talent, der uden omsvøb formidler sit inderste videre, og det er værd at være vidne til.