Don Johnson Big Band

Pladens første skæring – singleudspillet One MC, One Delay – har ligget på toppen af den officielle finske singlehitliste – lige efter det finske ishockeylandsholds kampsang, hvilket trods alt er forståeligt, da det selv for det skæggeste, fængende nummer med et godgørende skvæt ska er svært at hamle op med nationalsportens fællessang. I den anden ende af spektret er Jah Jah Blow Job, der er en kritisk kommentar til bl.a. den amerikanske præsidents konfliktløsningsmodeller og Nike’s sweatshopdeal; foruden denne meget politiske skæring er Don Johnson Big Bands tekster præget af dunkle og til tider yderst poetiske konstellationer rappet i indforstået topstyle af Tommy Lindgren, der indeholder mere drive-by-shooting end finsk knivkastning.

Det er en fornøjelse at høre genrerne smelte sammen; hiphoppens snørklede, elaborerede ordkabaler, bærende beats og gavmilde turntables med brug af jazzens blæsersektion. Det er altså en vildfarelse, at kalde Broken Daylight for en rendyrket jazzudgivelse og ældre medlemmer af jazzpolitiet ville måske skramle fornærmet med piberenserne, men jeg finder pladen forfriskende og mere end almindelig gangbar hiphopjazz-udgivelse med en super velproduceret lyd, som den Thomas Blachman præsenterede for os i midten af 1990’erne med den forskel, at indtrykket fra Breaking Daylight er knap så lounget og ukantet mayonnaiseagtig.