Starsailor

På sidste års Roskildefestival spillede britiske Starsailor, det der for mig var den største positive overraskelse – Så meget mere skuffet blev jeg, da jeg hørte, hvad de havde formået at få ned på deres debutalbum ‘Love is here’. Nu har Starsailor deres andet album ‘Silence is easy’ på gaden, og endnu en gang formår de at overraske mig. Stilen er den samme som sidst, men niveauet er blevet væsentligt højere og stabilt.

James Walsh’ vokal er stadig småvrængende, nogle gange på grænsen til vrælende, musikken er relativ storladen, og der er blevet gjort heftig brug af strygere. Væk er også tvivlsomme numre som fx ‘Alcoholic’ på ‘Love is here’, hvilket gør dette til et mere helstøbt album, hvor det er svært at fremhæve nogle numre frem fra andre. Men samtidig er det også et album, der nok umiddelbart ikke kaster et regulært hit af sig; dertil er numrene en tand for anonyme og kræver for meget lytning. Skulle det alligevel ske, bliver det sandsynligvis titelnummeret, der allerede har været spillet en del gange på P3, og som er et af de numre tydeligt bærer præg af, at den aldrende producer Phil Spector har sat sit fingeraftryk hist og her.

Starsailor har efter min mening udviklet sig til et band i stil med Shed Seven, der ikke umiddelbart gør det store væsen af sig, men som har en kvalitet og stabilitet, så man skal høre dem rigtig mange gange, for at blive rigtig gode venner med dem. Men derefter er det så et band, man gang på gang kan hive ud af reolen og nyde.