16 Horsepower – sådan skal den banjo spilles
Man skal lede længe efter en mere karismatisk frontfigur end David Eugene Edwards, der med sin både lidt skingre, men også ekstremt fyldige stemme, og sit vanvittig imponerende guitarspil er det absolutte fikspunkt i 16 Horsepower. Den stringente kristne opvækst i Colorado, og en fortid i alt fra punkrock til traditionel country har sat sit præg, og ud af det er der kommet et sammensurium af alternativ countryrock, lofi-punk, americana, og guderne må vide hvad ellers. Alt dette fremført på primært akustisk guitar, kontrabas, og trommesæt.
Lyden under koncerten i Amager Bio var helt speciel: Mest som en transistor-radio, men absolut på den gode måde. Fra start til slut følte man sig hensat til the midwest, med David Eugenes messende og især fordømmende røst, som oftest er sunget igennem en forvrængende mikrofon. Han synger intet mindre end fantastisk, og uanset om det er akustisk eller elektrisk guitar, banjo eller harmonika, er han en virtuos, og en fornøjelse at høre og se på. Især de mere upbeat numre fra 1995 debutalbummet “Sackcloth ‘N’ Ashes” kom virkelig til sin ret under aftenens koncert.
Rytmegruppen (Jean-Yves Tola, trommer og Pascal Humbert, bas/kontrabas) skuffede dog en del. Der var en uoplagthed der prægede dem, og især trommespillet, var til tider langt fra i skabet. Synd, for de fysiske baslinier og tromme-ditto er virkelig velkomponeret og innovative, men denne aften på Amager haltede udførslen altså bagefter. Man finder også relativt hurtigt ud af hvilke virkemidler 16 Horsepower har at gøre brug af: Det er typisk et meget messende og gentagende forspil, et pludseligt udbrud, og derefter tilbage igen til det stille leje. Umådelig flot veludført, men også en kende ensformigt.
En flot koncert, der dog efterlod mig med en følelse af, at det kunne have været bedre.