Caroline Henderson

Bevares, jeg var ikke helt ædru, men det ændrer ikke ved at jeg tudede første gang, jeg hørte Caroline Hendersons version af Lou Reeds ‘Jesus’ fra Hendersons nyeste album ‘Don’t Explain’. ‘Help me in my weakness, ’cause I’m faling out of Grace’ er vel en af de smukkeste og afmægtigste bønner, der er at finde i moderne rock/pop.

‘Jesus’ er det tredje af fjorten numre på et album der på den ene side kommer langt omkring, på den anden side står som et stærkt, homogent værk.

Albummet kommer langt omkring, fordi der ligger en befriende, udogmatisk tanke bag udvælgelsen af numre. Med stor sikkerhed – og personlighed – strækker indspilningerne sig fra den traditionelle ‘Wade in the water’ over Gershwins ‘Someone to wath over me’ og titelnummeret, Billie Holidays ‘Don’t Explain’ til Hendersons egen ‘Velvet’, som hun sammen med Thomas Blachman skrev til ‘Cinematastic’.

Den store homogenitet skyldes, udover musikerne, som bl. a. tæller Jesper Nordenström (p), Nicolai Munch-Hansen (b) og Kresten Osgood (dr), de meget enkle, smukke arrangementer – og Hendersons meget personlige fortolkninger af materialet.

Føromtalte ‘Velvet’ repræsenterer noget helt særligt på dette album. Ved at tage fat i sit eget bagkatalog og sætte det ind i denne sammenhæng, viser Caroline Henderson, at hun ikke blot tager fra den store tradition af standards, som ligger i skuffen, men at hun også selv har noget at tilføje. Arrangementet af ‘Velvet’ er en generøs gestus til den jazzverden, som Henderson kommer fra og gør dette album til et, man ikke bør overse.