Dicte

Hvis man er til Dicte, som hun lød på det forrige album ‘This is Cool’ med det berettigede hit ‘If This Is Cool’, så kunne man gå hen og blive skuffet med hendes nye ‘Gone To Texas’. På det femte soloalbum fra Dicte siden bruddet med Her Personal Pain har hun, som titlen antyder, ladet sig inspirere af musikalske kilder i stormagten på den anden side af Atlanterhavet.

Ti nye sange er det blevet til på albummet, der halter en smule hen over prærien med blues- og funkpræget popmusik. Dicte lægger godt ud med ‘Make It Allright’, hvor hun viser flere sider af sit potentiale som sanger og nærmest snerrer som en Macy Gray mod slutningen. Ellers flader det forholdsvist hurtigt ud med højdepunkterne, inden en række gode numre kommer frem på anden halvdel af cd’en

På ‘Gone To Texas’ er Dicte bedst i de mere nøgne sange, hvor den gode melodi og stemmen nærmest står alene side om side. Som på ‘How It’s Done’, hvor Dicte stort set er alene med sin akustiske guitar og på pladens bedste ‘A Good Day’ med spansk guitar og højtragende keyboard i omkvædet. Anderledes grumset er det på ‘Sweeter’, der kravler afsted med en skæv og mættet rytmesektion, der ligesom på resten af pladen er spillet er Laust Sonne.

Dicte har igen udfordret sine musikalske grænser og har formentlig pirret sin nysgerrighed ved at gå i nye retninger. Resultatet er nogenlunde, som det plejer at være. Én halvdel, der virker og én, der er knap så god.