Garbo

Det tumult-ramte band Garbo har rystet de værste skrammer af sig og udgivet deres anden plade “Revolucination”, som det meste af vejen er en forfriskende upoleret oplevelse. Der sendes respektfulde hilsener til Beatles og den enkle men alligevel facetterede udtryksform, som de nu mestrede, og det gøres bedst i de tempofyldte, uprætentiøse numre som f.eks. “Won’t be in your way” og “Quiet is the new loud”, der begge bæres af en ubekymret og klædeligt skrattende tilgang til den gængse rock og de relativt simple elementer, den med lidt snilde kan opbygges af.

Den mere stille del af pladen halter til tider en smule, grundet en forudsigelighed, som tager gnisten af mange ellers gode ideer. Dette kan høres i numre som “Butterfly” og “Amazing”, der trods navnet ikke lader megen forundring tilbage hos lytteren. Man hører de første to strofer og kan straks gætte sig til resten, hvilket gør den enkle naivitet, der ellers følges fint til dørs i “The ballad”, til lettere kedsommelig uopfindsomhed.

Generelt må man nu sige at pladen er temmelig helstøbt, og at den overordnede, lidt grove garagelyd klæder Garbo godt. Thomas Høffdings klare og alsidige stemme lader man sig hurtigt indtage af, mens Rolf Hvidtfeldt (guitar) og Jakob Rønlov (trommer) lægger en solid og ligefrem bund i nærved alle numre.

“Revolucination” er flabet og pæn på een og samme tid. Den giver een lyst til at hoppe ukontrolleret op og ned på bedste gymnasievis, for derefter at slænge sig tænksomt tilbage i en sækkestol og bare lytte. Det er en pæn bedrift, som bestemt er værd at lytte mere til, men nogle numre bliver man nu nok ved med at skippe forbi.