Rhonda Harris
Der skulle gå omkring seks år fra det første Rhonda Harris album til det andet, og undervejs var det meste af besætningen blevet udskiftet og suppleret. Denne gang er der gået knap så lang tid, men endnu engang er der blevet skiftet grundigt ud. Undervejs på albummet, er der også en kraftig trafik af gæster henover numrene, hvor eneste faste musiker på samtlige numre, ud over Nikolaj selv, naturligvis, er den purunge Adrian Nielsen, der helt upåklageligt udfylder sin plads bag trommerne.
At flere af Nørlunds kompositioner er en smule særprægede, og at hans vokal er lige så, er ingen hemmelighed. Men derved kommer to af gæstevokalerne, tidligere forsangere i Fielfraz, Claus Hempler, og tidligere melodi grand prix-vinder, Aud Wilken, i mine øre til at lyde lidt malplacerede og bryder albummets kontinuitet. Det samme gør nummeret ‘Joy is Everywhere’, der er mixet af Mofus og dermed har fået en særdeles elektronisk præg i forhold den lyd, der løber som en rød tråd gennem de to forrige og til dels også dette album. Dette står i skarp kontrast til den smukke ‘Karen’, der umiddelbart før ‘Joy is Everywhere’ vender helt tilbage til, som Rhonda Harris lød på debuten for otte år siden. Meget sigende giver Mark Robinson, der den gang var bassist i bandet, en hjælpende hånd med vokalen – måske er det et nummer, der har ligget og rodet i skuffen siden da.
Som på ‘The Trouble With…’ har Nørlund igen hevet fat i en klassiker, der er blevet fortolket og gjort til hans egen. Denne gang er det Bowie og Iggy Pops ‘China Girl, der er blevet nørlundificeret. Sikkert en hæslig oplevelse for fans af originalen og en sjov lille ting for fans af Nørlund.