The Strokes

Det må have været en fæl oplevelse for drengene fra The Strokes, da de vågnede efter deres fænomenale debut ‘Is This It’ og fandt ud af, de også skulle lave en opfølger. Næsten uanset hvad kunne det vel ikke blive andet end en nedtur.

The Strokes har heldigvis afværget nedturen og på fornemste vis skruet endnu et fremragende album sammen – dog uden et kæmpehit som ‘Last Night’. Det tætteste, de kommer herpå, er ’12:51′, som allerede er blevet voldspillet i radioen den seneste tid.

Til gengæld er der heller ikke et eneste nummer, der falder igennem, så når de 33 minutters vellyd er overstået, får man lyst til straks at trykke play igen. Hele vejen bliver man underholdt med skæve melodier, fedt orgel og nogle gange fræsende guitar altsammen tilsat Julian Casablancas hæse og ru vokal.

For det meste foregår det i et nogenlunde adstadigt tempo, og flere af numrene er forholdsvis bløde uden deraf at blive uskarpe og uinteressante, da de alligevel formår at gøre dem groovy og fængende. Et godt eksempel på dette er ‘Between Love & Hate’, som er et af albummets bedste numre. Det er ellers svært at fremhæve nogle numre frem for andre, idet de alle hænger fint sammen som perler i en halskæde, hvor der lige mangler den store skinnende ædelsten, der får smykket til at fremstå som noget funklende og unikt i stedet for blot smukt og ensartet.