Hammond Rens

“Hammond Rens” står der på renseriets blå facade med store hvide bogstaver. Nedenfor til venstre står en spinkel, brun ældre herre med langt hvidt skæg og en hue, som lader til at dække over en betydelig hårpragt. I midten står en kvabset mand i hawaiiskjorte med store gule solbriller og på hans højre side en mand, der står med armene over kors og skutter sig lidt.

Manden på midten af coveret er selvfølgelig ingen ringere end den danske trommebulderbasse Kresten Osgood, som spiller med alle lige fra Humleridderne til jazzens absolutte elite, og som havde så travlt på den sidste jazzfestival, at han måtte hyre en roadie. Det danske jazzpublikum kender ham først og fremmest for hans kreativitet og spilleglæde, men også som en stor scenekunstner, som kræver, at publikum er med ham, kommer op af stolene og yder et bidrag.

På pladen, som består af live-optagelser, køre han et breakbeat inspireret funky groove med polyrytmiske udfald. Han står selv for hovedparten af numrene på dobbelt-cden. Det slipper han rigtigt godt fra – især “London Pride”, hvor Anders Provis (som dog ikke har fundet vej til coverets forside) glimrer med sit percussionspil.

Manden med det hvide skæg hedder doktor Lonnie Smith, og det er hans hammondorgel, der bliver renset ud i. Hvis du er en fan af Chester Thompson fra Tower of Power, eller bare elsker orgelets range og lyd så glæd dig! Stilmæssigt rummer hans spil mange facetter – ligefra “Bazar” og til “Organizers”. Han synger desværre (om muligt) ringere end Kieth Jarret, når han spiller.

Saxofonisten Michael Blake fuldender gruppen på en uforudsigelig måde. Han er ikke blot beleven i jazz og blues -han spiller på to saxofoner på én gang (det har jeg aldrig hørt før). Det er ikke “Amin Jensens musikalske drengestreger -agtigt”, men derimod rustikt og underfundigt når han improviserer. Det skaber afveksling og modvægt til de svulstige funk passager.

Jeg er ærligtalt blevet ret hooked på stilen, og har svært ved at lægge skjul på min barnlige begejstring over Lonnie Smith…og Kresten er jo oss’god! (ja – undskyld…)