Io

Vi skal tilbage til firserne, og føle os glade og tilfredse der, for at kunne sætte pris på ‘IO’, der nu er udkommet med EP’en ‘This Day’. Der er bestemt ikke sparet på synth-fladerne eller rumklangen på vokalen, og man kunne nok i virkeligheden godt ønske sig, at pladen var blevet underlagt datidens kartoffelkur, for derved at få kogt overforbruget ind til noget mere langtidsholdbart.

‘U2’ og ‘Simple Minds’ inspirationen er tyk og vedholdende, og der er derudover ikke tilføjet syndeligt megen personlighed, så resultatet bliver desværre, at de gode korarrangementer og den velspillede guitar lukkes inde i nogle ualmindeligt slidte kasser, hvor man hurtigt bliver træt og fremskridtshungrende. Man kan ikke sætte en finger på musikernes indsats eller produktionen som sådan, men grundformen er godt nok gammel. Rigtig gammel.

EP’en består af fire numre, der hver især har fat i anstrøg af gode omkvæd og melodier, men som igen drukner i sikre og uopfindsomme retro skabeloner. Frontvokalen er konstant lettere uinspireret og tidstypisk lidende, men sjælen er svær at finde i den påståede smerte, og utroværdigheden kommer dermed truende tæt på.

‘IO’ trænger til at finde på noget nyt. De skal ikke opfinde den dybe tallerken, men de skal i hvert fald afstå fra at genopfinde den, da originalen til stadighed er helt fin. Guderne skal vide at der laves masser af musik, der sender floromvundne hilsener til forrige årtier, og fred da være med det, sålænge det færdige produkt også har sine egne særtræk, men når det grænser til en gængs genudsendelse af de sikre vindere, virker indsatsen desværre lidt spildt. De består med nød og næppe, fordi de rent musikalsk kan noget, men originalitet skal de ikke prale med.