Cartridge

Der var altid et band, der forstod at lokke både flippere, yuppier og lærere op af kantinestolene til gymnasiefesterne. Tilsyneladende med originale sange, formentlig med masser af talent, men stensikkert med berømmelsen lige om hjørnet. Og tænk, så kender man dem lidt, hvor syret er det ikke lige?

Den rolle spiller det semielektroniske lo-fi-rockband Cartridge i øjeblikket på Holstebro-egnen. Med rekrutteringer i skolegården og musiktimerne endte de som kvartet med guitar, trommer, bas og synthesizer. Det er et år siden, og i dag ligger resultatet i form af tre små, fine sange i min afspiller.

Det spænder bredt, både stil- og lydmæssigt. Oasis, Strokes og Kashmir har gjort deres på øverens ghettoblaster, og det kan høres. Forsanger Mathias Wullum beviser, at han kan noget med stemmen, særligt ved at vise evner til at karikere lo-fi-helte, men også ved meget oprigtigt og robust at synge melodier, der besætter og hænger fast i det indre øre, nærmest som en insisterende opfordring til et genlyt.

Selv om drengene både har fået huen på og taget den af igen, slipper de ikke gymnasierock-traditionen for forudsigelighed og tilbageholdenhed for utøjlet kreativitet. Efter et par dage savner man bare én overraskelse, nogle kontrastrige mellemstykker og lidt variation i de meget faste og déja vu-fremkaldende melodier.

Så Cartridge er altså hverken revolutionerende, rebelsk eller genreskabende, men det er måske heller ikke så vigtigt igen. Jeg står gerne og vipper med foden, hvis de dukker op på en scene et sted i København.