Grasp

Grasp er en trio med ambitionerne på rette sted. Med EP’en ’15 minutes of fame’ har de begået et værk med god lyd og gode ideer.
Desværre bliver de gode ideer ofte væk, i deres forsøg på at tækkes publikum med syng med omkvæd, der uheldigvis ofte er lidt for kedelige til at få denne anmelder til at skråle med, hjemme foran stereoen.

De starter EP’en med den noget Bryan Adams-inspirerede ‘Sunday’, derpå følger ‘Fly High’. Disse 2 numre er bestemt også skivens bedste.

“Kill your darlings” må herfra være en opfordring til Grasp, i forhold til overdrevent kor på alle omkvæd, lige bortset fra ‘A hole lot of Nothing’. På trods af dette er der faktisk ofte et udmærket flow i vokalen.

På titelnummeret ’15 minutes of Fame’, lyder trommeslagerens spil noget febrilsk, men lige når grænsen for, hvad man vil finde sig i fra trommeslagerens hånd er nået, laver Grasp et af deres mange gode skift og alt er tilgivet ved C stykket.

Med alle de små skift i musikken der, trods alt er, er det en skam at man alligevel begrænser sig til let kedelige og meget forudsigelige akkord-kombinationer på hovedparten af numrene. På afslutningsnummeret, læner de sig tilmed i en uheldig retning mod afkørselen på den tyske autobahn, hvor man sidste gang så Scorpions tour-bus.

Der er dog håb forude. Kunne ‘Grasp’ undvige faldgruberne i melodilinierne og give det hele lidt mere kant, kunne de komme ud som vindere.