Bleeder – det blødende big band
Sikke et chok. Er det Vesterbro Ungdomsgård 2x Peter har taget med sig?
Således er min første tanke, da Bleeder går på scenen lørdag aften i Lille Vega. Thi unge knægte, er den gruppe af ikke mindre end otte musikere, der nu udgør holdet i et skiftende Bleeder. Et orkester der nærmest fremstår som 2x Peters punk ‘n’ big band. Men et fedt backingband er det. Med flere musikere fra galninge-orkestret Düreforsøg, er det ikke ligefrem pænhedens drenge den gamle punker har valgt at spille op til. Og således med alle på plads, skruer vi nu op for musikken. Rigtig højt!
Alle der oplevede Bleeder i slutningen af sidste årti kan umuligt have glemt den vanvittigt aggressive guitar-tunge punk-rock, der kastede musikalske sten i fjæset på publikum. Det var så fandens højt og kompromisløst, at undertegnede oplevede flere besøg i et himmelsk helvede, når Bleeder stod på scenen. Således var vi mange, der lørdag aften stod parate til at at tage imod flere sten.
Men der blev vi godt nok skuffede. De tunge sten var skiftet ud med blødere mudderbolde. Oversat, så er det ikke den aggressive punk-rock-vej Bleeder er gået siden sidst. Istedet synes det som Bleeder har fundet inspiration i den mere eftertænksomme post-rock, som den blev spillet i 70’ernes tyske krautrock. Det betød lange og næsten rolige numre uden de tunge guitarriff fra Bleeder. Og det betød ligeledes en manglende begejstring fra publikum. Således forløb den første time, men så skete der noget.
2x Peter tændte op under guitaren og indledte det vidunderlige riff til sangen ‘Sister Culture’. En af perlerne på Bleeders foreløbigt eneste plade, ‘Psycho Power’ fra 1997. Det kunne det fyldte Vega tydeligt lide, og Bleeder kvitterede da også brølet med endnu to “klassikere”. Dødserkendelsen ‘Jeg skal dø ved Arresø’ samt ønsket om en tidligere bandkammerats snarlige død i Bleeders første udspil, singlen ‘Knocklehead’. Tre sange, der tændte de arrige flammer op i et momentvis glimt. Og det gjorde godt!
2x Peter har flere gange gjort klart, at han er punk, og hvad han end spiller, så er det punk. En holdning der fortjener respekt, da friheden til at spille præcist som det passer manden at gøre, vel er den sande ånd i den musik, han var den første til at give liv i dette land. Om det altid er interessant for andre, det er et spørgsmål, som undertegnede lørdag aften ikke kunne sige overbevist “ja” til.