Hackensack

Lad det være sagt med det samme; denne anmelder mangler ord for at beskrive det kludetæppe af musik der kommer fra Hackensack, men vover alligevel forsøget.

Fra de første strofer kommer ud af dine højtalere giver Hackensack uplacerbare minder om en fjern fortid, hvor dyder som godt håndværk og gedigent sangskriveri stod i centrum. Der er faktisk ikke en eneste sang på pladen, man ikke sidder med fornemmelsen af at have hørt før, et eller andet sted. Hackensack er et miskmask af forskellige inspirationskilder over Beatles og Bowie – ja, selv Zappa stikker sit hoved forbi et par gange på debutpladen af samme navn.

Hackensack henvender sig til det lidt mere modne publikum, noget de også nærmest gør en dyd ud af på deres hjemmeside og ikke skal klandres for her. Der er en selvmodsigende charme over den totale arrogance overfor modeluner i musikken. Det er en art dansemusik, med glimrende old school guitar og horn der sidder lige i skabet. Vokalen er sine steder præcis som den skal være, andre steder vakler den en smule. Dog er der bag hvert et nummer en drivende entusiasme, der ikke lader sig ignorere.

Det er en velproduceret skive, med tanke bag sangene og høj kvalitet af de forskellige skæringer. Man sidder desværre tilbage med fornemmelsen af at have hørt en plade lavet i en tidslomme hvor tre årtier fra 1960’erne til 80’erne er smeltet sammen. Det sker beklageligvis ikke på en særlig interessant måde, men snarere i gentagelsens navn.