Max Romeo og The Ethiopians – Jävla Verdensmusik
Det var med store forventninger at vi fredag aften drog ‘hinsidas’ for at frekventere nogle af roots-reggae æraens legender Max Romeo og The Ethiopians’ koncert i Malmö. Med en snert af medbragt aqua vita i blodbanerne drog vi efter ankomst akkompagneret af svenskens hvislende pigdæk mod Malmös toneangivende spillested Kulturbolaget.
Klubben er kendt for en genremæssig stor spændvidde fra rock til electronica samt et glimrende udbud af hiphop og reggae. I indgangen mødes man af tre mandshøje æg i rastafarver, hvorefter et stort kvadratisk rum flankeret af to sideskibe indeholdende forholdsvis kostbare barer åbenbares. Scenen er placeret centralt, og finder man musikken for kedelig er det muligt at rutte med spareskillingerne ved to blakjackborde med halvnussede kvindelige dealers og et stort beskidt akvarium.
Efter et par flaskeøl til 42 kr. stk. og en lille spids fra den indsmuglede lærke var vi klar til dans, og koncertens første 5-6 minutter smed på forventningsbålet til en af de helt store oplevelser. Tre mænd i 60 års alderen fra husbandet på Studio One i Kingston Jamaica satte deres messinghorn for munden, tog fronten på scenen og lukkede op for et kort groovy medley af StudioOne-instrumentaler. Kombinationen af horn og tunge reggae rytmer virker ofte stærkt live, og den godt 250 store brogede forsamling i salen rykkede med det samme.
Efter 4 numre med stor begejstring dansede Leonard Dillon, den nulevende halvdel af duoen The Ethiopians, ind på scenen iført grøn zebrastribet kjortel og en lille fjollet hat og nødlandede forventningens glæde. The Ethiopians var i midten af 1960-erne foregangsmænd i transitionen fra ska til rocksteady og tog siden til den stærkt spirituelle roots-reggae. Dillon forsøgte sig også med et par ska-numre for at peppe det hele op, men det meste flød ud i en sødsuppe af blød ligegyldig verdensmusik gennemstrømmet af religiøse referencer og en direkte ringe vokal.
Efter en halv time i selskab med den zebrastribede gamling, blev det endelig tid til aftenens hovednavn. Max Romeo stammer også fra Kingston, og brød i 1960-erne igennem med rude-reggae numrene “Wet Dream” og “Pussy Watch Man”. Siden blev han en stærkt religiøs rastafari og dedikerede sin musik til at prædike Marcus Garveys lære om social bevidsthed og repatriering til Afrika. I 1976 udgav Romeo i samarbejde med Lee Perry og The Upsetters pladen “War Ina Babylon”, der trods hans i alt 9 albums må siges at være grunden til hans berømmelse.
Efter “War Ina Babylon” blev Romeo og Perry blodigt uvenner, og efter fredagens koncert at dømme var det til stor skade for Max Romeo. Han leverede en for det meste meget blød omgang roots uden ‘kant’, der trods alt var en klasse bedre end aftenens tidligere forestilling. Hans stemme og optræden var professionel og publikum kom mere med, men fra starten med nummeret “Selassie I Forever” (’99) var det tydeligvis kun Lee Perry produktionerne, der virkeligt flyttede noget. “I Chase the Devil” og “One Step Forward” var rene singalongs, og enkelte numre med en halvskummel sørøveragtig lyd og karakter af live-dub skilte sig positivt ud.
Ellers var det en koncert på det jævne, der uden det 8 mand store meget velspillende band og Kulturbolagets bemærkelsesværdigt gode lyd var faldet igennem.