VINTERJAZZ: Caroline Henderson – Så gør vi sådan når vi leger med jazz…

Der er nærmest ikke grænser for, hvilke stemninger der var i løbet af de par timer hvor Caroline Henderson, med drenge, besad scenen i Jazzhouse. Åbningsnummeret Don’t Explain, som også er titelnummer fra Caroline Hendersons nye og første jazzplade, blev leveret så intenst og hemmeligt at det max blev til et suk efter klaversoloen, gospel trad’en Wade in the Water fik folk med på 2 og 4 og halleluja’er, og Grace Jones’ Victor should have been a jazz musician blev serveret så tilpas mystisk, at jazzerne nikkede og popperne rystede.

Da jeg første gang skulle stifte bekendtskab med Hendersons jazzalbum, havde jeg faktisk forventet en lidt stille og rolig gang popjazz alá Norah Jones. Det er det jo bestemt ikke. En utrolig dybfølthed, og et nyt take på den ellers så klassiske lyd, har placeret Don’t Explain i høj rotation hjemme i Casa Jensen. På samme måde havde jeg i aften sat mig op til en fin jazzkoncert. Det var det så heller ikke! Næ, nu blev musikken trukket fint tilbage i Carolines pop fortid, og fik en herlig løssluppenhed over sig. Der var dog lidt bæven og rysten i de første 3-4 numre der pegede lidt i hver sin retning, men lynhurtigt faldt holdet på plads, og resten af de 2 ret forskellige sæt blev leveret med lige dele rutine og sprælskhed. Lige som det skal være.

Kresten Osgood, Søren Kjærgaard og i særdeleshed den gæsteoptrædende Paulo Russo (på accordion, trompet, percussion og synth… sådan!) kan placere sig lige oven i jazzen men med røven i bluesskorpen, og frontfigur Henderson kan lige så, med en ordentlig klat soul oveni. Det er sgu fantastisk at høre på. Det var den første aften af 2 i Copenhagen Jazzhouse, og hvis ikke det var fordi at jeg ved at der er udsolgt i morgen, ville jeg stille mig i kø igen. Jeg er sikker på at 2’eren kan snige sig op på en sekser.