Je m’appelle Mads

Bizar er ret langt fra at være det mest anvendte ord i musikanmeldelser, og det har måske netop været en overvejelse bag det konsekvente koncept, som Je m’appelle Mads først har huseret med på en række mindre danske scener, på sit website og nu også på et helt album.

Coveret, der blandt andet viser Mads’ ansigt klistret på en kvindekrop med overdimensionerede meloner og den ene arm byttet ud med en brandbil, siger allerede en hel del. De, der har oplevet hans koncerter, ved at det i hvert fald ikke er kropsforskrækkelse, der præger excentrikeren. Men hvad er det så? Ja, udover den pornofikserede visuelle del, og tekstlinier som “Det dufter så dejligt af fisse” og “…hvis du gør, så sutter jeg/på din pik/lang og stiv/jeg er dum og lidt naiv” så er det ikke alligevel ikke helt så indlysende som tilsyneladende.

Udover albummets ganske groovy og effektive electropop, fine beats og rytmer, det er svært at sige nej tak til, pibler satiren frem. Både i musikken, der er legesyg, let og indimellem ligefrem elegant, og i teksterne og de små mellemstykker, hvor idiotien får frit løb, så man alligevel mærker, at der snarere er tale om et befrielsesprojekt end plat humor og plattenslageri med porno som effekt. Missionen er at løsne kyskhedsbæltet og lade kroppen, fantasien og alle de slemme ord få frit spil.

Selvom udgivelsen som helhed er forløsende i sin form som en regulær patvrider til de konservative og kropsforskrækkede og til alle dem, der ikke gider lege længere, så virker det hele alligevel lidt for villet. Når det netop lykkes så konsekvent for ham, som kalder sig Mads, at vende vrangen ud på det “forbudte” og det både politisk- og musikalsk ukorrekte og fremstille det i sin fulde form, så er det ret begrænset, hvor meget, der er tilbage at fantasere over selv. Det kan man jo selvfølgelig så bare lade være med.