Fire år efter deres dansable debutalbum ‘United’, er det forfriskende franske nybølge-pop band Phoenix klar med opfølgeren ‘Alphabetical’. Soundvenue har mødt guitarist og keyboardspiller Laurent ‘Branco’ Brancowitz til en snak om inspirationskilder og to hårde år i studiet.
Det er sen eftermiddag i det gryende danske forår, men Branco er alligevel rimelig klar til endnu en omgang Q & As, da Soundvenue møder ham på pladeselskabets kontor.
Overraskende gennembrud
Phoenix’ første album, ‘United’ fra år 2000, blev et mindre verdensgennembrud, og singler som ‘Too Young’ og ‘If I Ever Feel Better’ kom til at pryde lydtapetet til adskillelige fester henover den sommer. Blandingen af groovy og dansabel alternativ pop, baseret på rigtige instrumenter, knastør lyd og Thomas Mars’ unikke vokal, sendte folk på dansegulvet med bevægelser, der ikke var set siden Jamiroquai.
At deres særegne pop i den grad brød igennem til verdenspublikummet kom alligevel bag på franskmændene.
– Vi vidste, at vores musik var lidt underlig og ude af kontekst, så vi blev ret overraskede. Men det er vel også det, folk kan lide. At blive overraskede i stedet for altid at høre den samme gamle sang igen og igen, siger Branco, der har sat sig godt tilrette i sofaen og langtfra fremstår som nogen feteret popstjerne. Han er snarere helt igennem afslappet og prøver alligevel at koncentrere sig for at ramme det engelske rent.
Indie-rock og hip hop
Phoenix har i det hele taget altid følt sig som outsidere i Frankrig, hvor de fleste enten ikke aner, at bandet er deres landsmænd, eller også mener, at de er forrædere, fordi de både synger på engelsk og i øvrigt gør tingene helt forkert.
– Da vi var yngre lyttede vi til My Bloody Valentine og Stone Roses og den slags. Men også til gamle ting, for eksempel Motown, og vi voksede op med The Beatles og Beach Boys. Et vigtigt tidspunkt for os var i 1989 med Stone Roses og De la Souls første album, ‘3 Feet High and Rising’. I Frankrig er reglerne ret uklare, i modsætning til for eksempel England, hvor hver genre har sine egne regler og træk, og alle følger dem. Vi var outsidere på den måde og frie til også at kunne lide hip hop og indie-rock, og til at elske både Al Green og The Pixies.
Nybølge-pop
Bandet er dog ikke alene, når det kommer til en ny frisk tilgang til popmusikken i Frankrig. Andre navne som Air, Daft Punk og Cassius er også nået langt ud over landets grænser med nye og mere frie stileksperimenter.
Kan man ligefrem tale om en nouvelle vague, en ny bølge i fransk popmusik?
– Ja. Jeg ved ikke, hvorfor det skete, men der skete tydeligvis noget. Tidligere har der været Serge Gainsbourg. Han er den eneste, der har været virkeligt cool siden begyndelsen. De bands, du nævner, er også outsidere ligesom os, og når man er uden for spillet, har man også større frihed. Vi kender også hinanden og er venner. Vi deler plader og kommer fra den samme baggrund, men vores musik er alligevel meget forskellig, og vi kunne aldrig finde på at kopiere hinanden. Det er vi for stolte til. Det er ligesom en familie, man selv har valgt, fortæller Branco, der inden han kom med i Phoenix spillede sammen med to af medlemmerne fra Daft Punk i bandet Darlings, som nåede at udgive en enkelt single.
Ild i klichéerne
Der er gået fire år siden jeres sidste album, hvorfor så længe?
– Vi havde brug for tiden til at finde nye måder at underholde os selv på. Vi tog alle vores idoler og alle vores egne klichéer og små teknikker, og satte ild til det hele, og så nød vi ellers røgen et par måneder. Vi prøvede så at bygge nogle nye fundamenter og arbejdede hårdt med det, og det var ret frustrerende og deprimerende at opleve, at det ikke rigtigt fungerede. Men pludselig kom der et gennembrud, et øjeblik hvor vi slap alt, og så gik det ret hurtigt derfra.
Selvom bandet er signet på Virgin, har de haft fuldstændig frihed til arbejdet med pladen, og det har måske også været medvirkende til, at det har trukket ud:
– Vi vidste, at vi kunne gøre lige hvad vi ville, og havde den luksus at vi kunne tillade os at fare vild. Vi havde aldrig besøg af nogen fra pladeselskabet, de fik bare optagelserne, da vi var færdige.
International familie
‘Alphabetical’-albummet blev optaget i bandets eget kælderstudie i Paris, hvor de altid har spillet sammen. Ifølge Branco har stedet den “dødeste lyd i verden”, ingen rumklang overhovedet, og det var vigtigt at få med på albummet. Kun en enkelt person fik lov til at sidde med under optagelserne, den amerikanske producer Tony Hoffer, der indspillede nogle af vokalerne og trommerne og mixede albummet til sidst.
– Vi er altid bange for at lade nogen blande sig, så vi er meget påpasselige med at vælge de rigtige folk. Han var virkelig det femte medlem af bandet i løbet af de to måneder, han var med, siger Branco.
Hoffer har tidligere produceret for bl.a. Beck og Air, og han er ikke det eneste internationale medlem af den store selvvalgte familie. Den tæller også den amerikanske filminstruktør Sofia Coppola, der senest brugte Phoenix-nummeret ‘Too Young’ i sin film ‘Lost in Translation’, og hendes bror Roman Coppola, der har lavet flere af bandets musikvideoer.
– Det er folk, som man føler, man taler samme sprog som og ikke behøver at forklare alt. Tingene sker bare. Det er den måde det helst skal fungere på.
Phoenix er nu klar til at levere lydtapet til endnu en sommer med det nye album, der udkommer i dag.