Shout Out Louds

Ted havde aldrig rørt en bas. Men et sted skal man starte, og sammen med den gode ven og forsanger gik de med lette skridt ind i et øvelokale et sted i Stockholm. Ikke meget senere udskiftede de trommemaskinen med en vaskeægte trommeslager.

Det var i efteråret 2001. Et år senere optog de nu fire stockholmere ep’en ‘100 Degrees’, som forførte det meste af den svenske rockverden i marts 2003 – i øvrigt udsendt på vennen Filips pladeselskab, Bud Fox, oprettet til formålet.

Sangene på ‘Howl Howl Gaff Gaff’ udløser det sære behov for at køre hurtigt på cykel på vejene rundt om Rådhuspladsen. “The sound is the word”, synger en desperat Adam Olenius, og det er meningen: Teksterne er om kærlighed, men det er musikken, vi skal høre. Og det gør vi så.

Den smager af lige så mange forskellige råvarer, som man finder i Franz Ferdinands køkken, men holder sig fra 70’er-sensualiteten til fordel for en energi med…mørk scherzando. For eksempel. Kontrasten er lige om hjørnet i den Robert Smith’ske svie i Adam Olenius’ stemme, som stilsikkert sylter de indre organer, lægerne ikke vidste, vi bar rundt på. Det passer mærkeligt nok fint ind i helheden.

Kompliceret, kan jeg høre dig, læseren, mumle. Slet ikke, mumler jeg tilbage. Det er simpelt og alligevel så fleksibelt, at albummet må tilfredsstille ofre for både kærestesorg og nyforelskelse.