Eric Clapton – hvor er spilleglæden?

Parken, som i dagens anledning atter var blevet overdækket til fordel for aftenens koncert, sydede af forventningsfulde gæster, som allerede i køen ved indgangen fyrede den af med luftsoli af Eric Claptons “Layla”. Meget forståeligt. Eric Clapton har nemlig, om nogen, formået at skabe sig en imponerende, ja, nærmeste legendarisk karriere som selv BB King, Steve Vai og Joe Satriani ville anerkende.

Det var en afslappet, afdæmpet – en til dels sløv Clapton, som stod på scenen. Koncerten var, som forventet, præget af den karakteristiske guitardominerede bluesrock, som med de notoriske voldlange soli, lader en sand blærerøv bevise sin tekniske formåen på spaden. Og Eric Clapton er en blærerøv, men med god grund. Igennem en masse af de lidt ældre hits og nyere bluesswingere, trådte han frem og udtrykte sine “smerter” fabelagtigt via guitaren. Som honning til øregangen. Men det var rent faktisk også det eneste mindeværdige fra koncerten. Clapton & Co var hverken livlige eller udadvendte. Et par “Thank you”s og “yeah” udgjorde det maximale i publikumskontakten og man stod tilbage med følelsen af, at det en koncert han ville have overstået – uden smil og overflødige ekstranumre.

Koncert.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af