Madvillain
Undergrundens måske mest prominente slyngler er tilbage. MF Doom og producer Madlib har slået pjalterne sammen og skabt Madvillain. Projektet startede for over to år siden, men blev imidlertid lagt på hylden, da albummet blev lækket på internettet. I stedet valgte de to kunstnere at fokusere på deres solo-karrierer.
Madlib, tidligere medlem af vestkyst gruppen Lootpack, udgav et album med remixes af udvalgte numre fra jazzplade-selskabet Blue-Note, kaldt “Shades of Blue”. Og han præsterede endnu et projekt sammen med Detroit-rapperen og produceren Jaydee under navnet Jaylib.
MF Doom, der har en lang historie som producer og rapper bag sig, udgav alene i 2003 to albums under to forskellige alias’, King Geedorah og Viktor Vaughn. Begge blev solide hit indenfor independent hiphop.
De to års venten har skabt meget høje forventninger til albummet og med god grund. Der er nemlig tale om et album, som skiller sig væsentligt ud, fra meget af den hiphop, som man hører disse dage.
Albummet er skåret som et punk album. Med 22 numre (ingen skits) varer albummet “kun” 47 minutter, da over halvdelen af numrene er under to minutter lange. Men det er bl.a. her, at de to slyngler viser deres virkelige kreative talenter, som henholdsvis producer og rapper.
Madlib er vendt tilbage til sine jazz-rødder og leverer skæve jazz og funk inspirerede beats. Han slår fast, at han er en af tidens bedste og mest kreative producer, hvor han topper sig selv fra Quasimoto’s “The Unseen”. Madlib’s beats passer perfekt til Doom’s laid back, lettere monotone rap stil, hvor man aldrig er helt sikker på, om han er ironisk, som på “Fancy Clown” eller seriøs som på “Strange Ways”.
MF Doom og Madlib er uden tvivl de to kunstnere i hiphop med flest alias’, og det er da også deres alias’, som “gæsteoptræder” på de fleste numre. På “Fancy Clown” får vi, måske, hiphoppens første skizofrene nummer, hvor MF Doom, som Viktor Vaughn disser sin ekskæreste, der har været ham utro med Tinhead, et andet MF alias. Et godt eksempel på Doom’s og Madlib’s legende univers.
En anden bemærkelsesværdig ting er manglen på de obligatoriske bandeord, der er ingen niggas, motherfuckers (mothafuckas) eller bitches, og Madvillain lægger på den måde dejligt afstand til den stereotype hiphop. Dette spiller Doom da også bevidst f.eks. på “Great Day”: “Spit so many verses, sometimes my jaw twitches/ One thing this party could use is more….. booze.” Man forventer “bitches”, i stedet holder Doom en lille pause og siger “booze”.
“Madvillainy” har mange lag og tilbyder det bedste af begge verdener. Både Madlib’s produktioner og MF Doom’s rim er på toppen. Om man er til musikken, som et overordnet lydbillede eller er til vedkommende og inspirerende rim, så er “Madvillainy” et absolut must: Et godt bud på et af årets bedste hiphop-albums.