Graham Coxon

Graham Coxon har været i gang med sin solokarriere i flere år. På de fire første udgivelser var han kun separeret fra Blur, og først nu, efter den endelige skilsmisse, har han begået sit mest gennemførte album ‘Happiness in Magazines’. Det kan skyldes, at Coxon har fået forældreretten over Blurs femdobbelte producer Stephen Street.

Efter at have peget sin guitar i mange genreretninger på de fire første soloalbum, virker Coxon nu mere helhjertet fremadrettet. Afslutningen på forholdet med Blur har gjort ham mere fokuseret på sine egne talenter. Måske fordi det nu er det eneste Coxon har at holde fast i.

Kreativiteten og skævheden er der stadig, og selvom sangene præsenteres på en dejlig afslappet måde er det med en kant så skarp og intelligent, at ørerne frydes og interessen fastholdes. Coxon har tidligere virket indadvendt og genert, men er nu opblomstret og har fået mere selvtillid til at synge af sine lungers fulde kraft.

Street har tilføjet typiske pop-elementer til at hjælpe på lyttevenligheden. Strygerne, keyboardet og håndklappene har tidligere været bandlyst fra Coxons sange, men nu er de med og heldigvis uden at tage overhånd.

Med undtagelse af et par smukke popsange er det indie-rock der pryder ‘Happiness in Magazines’. Det lyder lidt som Lemonheads og – ja selvfølgelig Blur. Især singlen ‘Bittersweet Bundle of Misery’ kunne været et barn fra det tidligere ægteskab. Med dens rytme og lyd minder den meget om Blurs ‘Coffee & TV’.