Joanna Newsom

Det her er surrealistisk. En pige, hvis stemme stoppede med at modnes da hun var ti, som sammen med sin harpe har taget sig tid til at fortælle os de mest besynderlige fortællinger. Om alt fra svanesøer og krabber til farven blå og forskellige frugter. Selv det at slå sin aftensmad ihjel med et karatespark bliver der berettet om på Joanna Newsoms seneste udgivelse ‘The Milk-Eyed Mender’. Man kan ikke lade være med at undre sig: Er hun rablende vanvittig?

Måske, men galskab eller ej, så er det et umanerligt interessant album. Harpen er ganske enkelt et overset instrument, og frk. Newsom beviser her, at det ikke kun hører hjemme i klassisk musik – selvom hendes evner stammer derfra. Hun formår på snedigste vis at fingerere strengene på den en sær og minidramatisk måde, og resultatet er en række små krampagtige, men fængende melodier. Det høres især i numrene Bridges And Balloons’ og ‘The Book of Right-on’, som er eksemplariske eksempler på Newsoms bly og skævvredne sind(ssyge).

Og mellem den sprøde harpe, de afsporede tekster og Newsoms lillepige-vokal finder man de mange små grundsten, der understøtter vanviddet. Karrikeret sydstatsfolk, tudsegamle vuggeviser og rustne spilledåser fra en for længst visnet barndom. Det er smukt på den gale måde.