Helena

Det er helt i orden at lave coverversioner – Gud bevares, som inkarneret jazzmand ville det være noget af et skud i foden at sige andet. Vi kalder det ganske vist standards – et meget præcist ord. En standard er jo noget, som igennem brug og over tid har vist sin værdi i et omfang, så den kan bruges som udgangspunkt for andet af sin slags.

Nu er dette ikke en jazzplade, men en fransk vise-pop-plade med den smukke, ifølge coveret lettere pædo-sodomististiske, Helena. Hun skamrider den franske visetradition og alt det gode blandt andre Gainsbourg med kvindeligt selskab af Birkin, Bardot og øvrige af tidens skønheder har gjort ved den.

Helena småstønner sig igennem et tilsyneladende uendeligt pandekagetårn med alt for meget sirup af enerverende, manierede pariserpasticher. Banjo, whiskers på pap-kasse, kontrabas, drengene på ‘dub-duab’-kor, masser af pseudoerotisk luft på stemmen og så af sted…

Tilbage til coverversionerne, hvor Helenas klynken næsten overdøves af ‘flap-flap-flap’-lyden fra den knækkede film.

‘Cant Get You Out of My Head’ var et stort hit for den så præcist påklædte Kylie for et par år tilbage. Nummeret består af en flad tekst, en flad, men fængende melodi pakket ind i et fedt, groovy beat og fremført, så alle drengene i klassen tror, at det er til dem. Hvis man nu synger den akustisk med samme indlevelse som Brian Mikkelsen når han taler om sin begejstring for den uetablerede kunst – hvad har man så tilbage? (Læs forrige sætning igen, hvis du ikke kan svaret…).

Et eklatant umusikalsk album som desperat prøver at påkalde sig et tilhørsforhold i en musikalsk tradition som i forvejen er på mistanken og som man skal balancere som på en knivsæg for at ramme rigtigt. Helena og hendes musikere har for længst skåret sig i fødderne og er styrtet i dybet.