Helldorado

‘Director’s Cut’ er den Stavangerbaserede kvartets første regulære album. Albummet er en blanding af western-klange, som skulle de udgøre lydfladen til en Sergio Leone-film, og guitarbaseret rock som vor ungdoms idoler satte den sammen i begyndelsen af 1990’erne.

Albummets bedste numre er de to mest western-inspirerede ‘Blood Shack’ og ‘Dead River’. Særligt førstnævnte får ørkenstøvet og vindheksene til at fyge igennem rummet, og man føler sig hensat til en støvet bule “in the middle of nowhere” med whiskey i den ene hånd og revolveren i den anden.

‘Director’s Cut’ byder herudover på pop/rock-ballader med strygere og guitartunge lige-ud-af-landevejen-rock-numre, som alle mangler musikalsk udfordring og blot en lille smule lyrisk snilde. Nuvel, den her type musik er ikke baseret på lyrikken, men et citat fra sangen ‘Women Shouldn’t Drink’ – et nummer om, at kvinder burde holde sig fra alkohol (!) – illustrerer dog alligevel den verbale tomgang:

“Women shouldn’t drink / I came home last night, my house was on fire and the flames kept burnin’ higher and higher / I came home last night, my house was on fire / Women shouldn’t drink / Oh, whacha think whacha think whacha think? Women shouldn’t drink / Oh, whacha think whacha think whacha think? /Women shouldn’t drink – alcohol. No not at all.”

Et af fotografierne i albummets cover forestiller en mand, der let forkrampet holder sig for ørerne. Tjaa…det er positivt med rammende selvkritik, men det er næsten også det eneste positive undertegnede kan skrive om ‘Director’s Cut’, der i sin helhed forekommer lige så åndløst som bandets navn.