I Am Bones

Så kom den, forårets skarpeste danske indie-udgivelse. For fans, der har fulgt Johannes Gammelby over det sidste års tid, kommer det måske ikke som den største overraskelse. Udover nærværende indie/lo-fi-projekt har han brilleret med støjpop i trioen Strumm. Nu det på tide, at flere får mulighed for at lade de perler, han ryster ud af ærmet, trille ind i ørerne.

Til det formål er hans seneste hjemmeproduktion, med ni funklende klare skæringer, noget nær formidabel. Den skramlende guitarlyd overvælder fra første greb, og undervejs føjer de afvekslende og dynamiske melodistykker, den fine vokal og godt medspil fra bas og trommer konstant yderligere til oplevelsen.

Lyd-produktionen er forbavsende klar, og stilen er bredt amerikansk inspireret. Der er en god portion Pavement under fødderne på flere af de smukt sejlende guitarstykker, i nummeret ‘Walk, Don’t Run’ hører man Beck møde Rhonda Harris, og feelingen i ‘Oktoberfest vs. Morrissey’ låner lidt fra både Weezer og Franz Ferdinand. Men det hele foregår meget tydeligt i Gammelbys elegante marionetteater, hvor han kan sine inspirationskilder på fingerspidserne, og kender dem godt nok til at kunne hæve sig med et stærkt personligt udtryk.

Som de ni numre folder sig ud over de kun tyve minutter, udgivelsen spænder over, føles de af meget, meget mere.